Genrer og tematikker

Debutromanen ”Ru” er både fiktion og fakta. Kim Thúy skriver om sit liv, som hun husker det. Hun skriver tæt på virkeligheden, når hun beskriver historiske begivenheder fra Vietnam, men forholder sig ikke til, hvordan sammenhængen egentlig var. Hun skriver om onkler og tanter, der egentlig ikke findes, men som er en blanding af forskellige personer, hun har kendt. Romanens jeg-fortæller er en kvinde som Kim Thúy med to sønner og en canadisk mand. Fortælleren er som forfatteren flygtet fra Vietnam med sin familie til Canada for at få et bedre liv. Således skriver Kim Thúy imellem det fiktive og biografiske, og hun bruger virkelighedens materiale og egne oplevelser i en litterær bearbejdning. ”Ru” er derfor både en roman og erindringer.   

Selv er Kim Thúy ikke sikker på, om ”Ru” i det hele taget er en bog, for som hun siger i et interview med Shelagh Rogers: ”Det er ikke en bog, fordi den er så kort. Den er kun 140 sider.” Og hun tilføjer: ”Jeg gav mig selv friheden til alene at stole på min hukommelse. Er det fiktion? Det ved jeg ikke?” (Shelagh Rogers: Shelagh's Summer Specials: Kim Thuy. CBCBooks, 2012-08-02).

Udover at være en hybrid, der balancerer på grænsen mellem fiktion og fakta, er ”Ru” også et opgør med den lineære, fremadskridende fortælling. Bogens korte passager mimer erindringens væsen, hvor tid og sted ikke er kronologisk. Det giver bogen en særegen, poetisk stil, hvilket netop er det, der har givet den stor international anerkendelse.

Tematisk spænder ”Ru” trods sine få sider bredt. Den handler både om kulturforskelle, om sprog, om immigration, om Canada og om Vietnam. Den handler også om de store eksistentielle spørgsmål som retfærdighed, næstekærlighed og død. Og så handler bogen om familie, ophav og om at kunne og ville overleve på trods. Den handler om alt det, der gør et menneske til det, det er. Kim Thúy skriver dog aldrig dogmatisk eller giver egentlige svar på de store spørgsmål. Hun beskriver nøgternt og detaljeret få udvalgte begivenheder og indhyller dem i poetiske refleksioner over det levede liv. Det lades op til læseren at give svar.

Selv om ”Ru” også handler om krig, død, flugt og forfølgelse, bliver tonen aldrig sentimental. Kim Thúy begræder ikke sin skæbne. Tværtimod. Selv siger hun om sit mål med bogen: ”Min intention med ”Ru” er, at den skal opleves som et kærtegn, som en fjer, der berører dig helt let – uden pres. Usynligt. Min beretning er en tak til alle dem, der har været og stadig er i mit liv, som mine forældre og dem i Quebec, der dengang tog imod os.” (Carin Ståhlberg: Ett offer för ödet. Dagens Nyheter, 2011-04-04).