eva+adolf

Citat
”hvem er lederen?/ er der 1, 2, 3 ledere?/ følg den person i gruppen/ du mener/ er gruppens leder/ læg mærke til, om nogen følger dig”
”eva+adolf”, s. 26.

På forsiden af ”eva+adolf” (2011) kigger Eva Tind ud på læseren. Hun har asiatiske ansigtstræk og et lille, hvidt mælkeskæg på overlæben. Billedet er et negativ til de ikoniske billeder, vi kender så godt fra historiebøgerne af Adolf Hitler med hans blege ansigt og sorte overskæg. 

Tind interesserer sig for kendetegn, for enkelte ord og deres forskellige betydninger. I ”eva+adolf” er turen kommet til personnavne. Ikke nok med at Hitlers livsledsager hed Eva til fornavn, som forfatteren selv. Hun hed Braun til efternavn, der jo er tysk for brun, hvilket er forfatterens hudfarve. I digtet ”låsby, 1980” er Hitler det kælenavn, to veninder giver en tredje pige, da hun blander sig i deres leg og bryder deres venskabs tosomhed. Parallellerne forskydes. Der lugter af puddelhund hjemme hos pigen Hitler, og den tyske diktator havde et utrolig nært forhold til sin schæferhund, der hed Blondi.
 

28682379

Både tematisk og formmæssigt ligner Tinds anden digtsamling ”eva+adolf” hendes debut ”do”. Omdrejningspunktet er stadig identitet, kultur og oprindelse, og bogen er rigt udsmykket med udklip, tuschtegninger og fotografier. Hertil kommer gloselister, kopier af anatomiske lærebøger og en kurve over en orgasmes forløb.

Nogle af digtene er fortalt fra et børneperspektiv, hvor nostalgiske tilbageblik på en barndom i Jylland sætter fokus på mobning. Men teksterne bevæger sig også længere tilbage i historien, bl.a. med en liste over hvem af de tyske nazister nær Adolf Hitler, der begik selvmord, og en genskrivning af Eva, Adolf og Blondis sidste timer i førerbunkeren.

Navne, elementer og betydninger rodes sammen i digtene, der peger på, at der selv i uskyldige børnelege udspiller sig en magtkamp. Voksenlivet, med alt hvad det medfører af sex, orgasmer, hverdagsforpligtelser og praktiske gøremål, er på mange måder en spejling af børnenes lege. Eller er det omvendt?