Beslægtede forfatterskaber

Har man sagt religion og mystik i spændingsromaner, må man også sige Dan Brown. De seneste ti år har denne amerikanske forfatter været umulig at komme uden om. Romanen ”Da Vinci Mysteriet” gjorde ham til en litterær superstjerne i 2003, men også ”Engle og Dæmoner” (2000) og ”Det Forsvundne Tegn” (2009) har begejstret læsere verden over.

I ”Da Vinci Mysteriet” følger vi symbolforskeren Robert Langdon, der sammen med kryptografen Sophie Neveu hvirvles ind i historien om hemmelige broderskaber, gamle loger og en hemmelighed i kodesprog, der ikke må falde i de forkerte hænder. Et mord finder sted på museet Louvre foran Leonardo Da Vincis maleri af Mona Lisa, og der trækkes tråde til den katolske Opus Dei-orden. Ligesom Toyne blander Brown religiøs mystik, uhyggeligt velkendte gerningssteder og komplicerede kriminalgåder, og både The Sun og The Daily Telegraph nævnte Toyne som værdig arvtager til Brown i deres anmeldelser af ”Sanctus”.

Toyne selv nævner amerikaneren Thomas Harris som sin væsentligste inspirationskilde (Revka El Baz: Krimitips fra Simon Toyne. dr.dk, 2012). Han genlæser ”Ondskabens øjne” om den bestialske seriemorder Hannibal Lecter, hver gang han begynder på en ny roman, og det er især Harris’ stringente stil og hans overbevisende og realistiske person- og miljøskildringer, Toyne håber kan forplante sig til hans egne værker.