Forbandelsen

Citat
”Hun elskede ham, det var han ikke i tvivl om, og netop det lod ham mærke, at han egentlig ikke var forlovet men forbandet. Hendes kærlighed var alt, hvad han menneskeligt talt havde ønsket sig, men just som han havde den, bød Gud ham at ofre den.”
”Forbandelsen”, s. 156.

Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard fra 2013, ”Forbandelsen”, er inddelt i ni kapitler med titler som Kræmmeren, Herskerinden og Hyrdedrengen. Det første og det sidste kapitel fungerer som en ramme om fortællingen. I det første kapitel møder vi Søren Kierkegaards bror Peter, som efter sin lillebrors død plages af overvejelser om slægtens historie, om den teologiske uenighed mellem brødrene og om, hvorvidt broderens efterladte papirer skal udgives. Det sidste kapitel indeholder historien om faderen, der som lille fattig hyrdedreng forbander Gud. De midterste syv kapitler skildrer Kierkegaards liv kronologisk fra tiden som ung student til hans død. Tudvad benytter sig i romanen af en alvidende fortæller, til dels med indre synsvinkel, ordrette Bibel- og Kierkegaard-citater samt ord fra datidens sprog såsom ”salonfæhig”, ”visitats” og ”brynde”.

29910308

Romanen fletter tre vigtige omdrejningspunkter i Kierkegaards liv sammen og skildrer dem som uløseligt forbundne. Det første er faderens forbandelse af Gud på den jyske hede og hans profeti om at overleve alle sine børn som straf for sine synder. I Kierkegaards liv bærer han denne oplevelse af syndighed med sig og er fuldt overbevist om kun at blive 33 år. En anden skelsættende begivenhed er ophævelsen af forlovelsen med Regine Olsen: ”Refleksionen og religionen kommer til at amputere hans forhold til hende (…) Han mener ikke, han er god for hende, så han vil gøre hende fri til at forpligte sig til anden side.” (Rasmus Bo Sørensen: Forsonet i passionen for den magiske magister. Information, 2013-05-03). I Kierkegaards teologiske overvejelser synes det kun at være den kærlighed, som går gennem Gud for et troende menneske, som i sidste ende er den ægte kærlighed. Tudvad lader i sin roman desuden Regine være den ”Hiin enkelte”, som Kierkegaard tilegner hele sit forfatterskab og skriver det hele til: ”At Søren med sine taler ligesom strakte sine arme efter hende, hvem han kaldte sin læser.” (”Forbandelsen”, s. 187). Endelig fremhæves Kierkegaards opgør med den institutionaliserede kirke i den såkaldte kirkekamp. Det, der knytter de tre omdrejningspunkter sammen, er især det teologiske: ”Min roman er næsten en teologisk roman. Den handler om synd og nåde, om forbrydelse og straf. Jeg forsøger at give et psykologisk portræt af en person, som ikke bare har skrevet et af de største teologiske forfatterskaber i protestantismens historie, men som også selv i den grad har trukket dens dogmer ind i sit eget liv, i sin egen selvforståelse.” (Peter Wivel: Forfatteren har Kierkegaard i blodet: ”Han er sågu uhyggelig”. Politiken, 2013-02-17). 

Tudvad forklarer, at Kierkegaard bl.a. ikke selv evnede at tage imod tilgivelsen. Ifølge Tudvad er fortvivlelsen, forstået teologisk som en manglende tro på, at ens egen syndighed kan tilgives, et helt centralt begreb hos Kierkegaard: ”Kierkegaard siger: Jødedom er nydelse. Kristendom er lidelse. Den er forsagelse af alt godt i tilværelsen.” (Peter Wivel: Forfatteren har Kierkegaard i blodet: ”Han er sågu uhyggelig”. Politiken, 2013-02-17).