En anden inspiration for Ungermann var den nye franske plakatkunst og her ganske særlig Cassandre – (pseudonym for den ukrainsk-franske maler og tegner Adolphe Jean-Marie Mouron, der allerede i 1923 udviklede en effektfuld, kubistisk inspireret stil og samtidig forsøgte at udforme en moderne typografi i sine plakater), som Ungermann selv stiftede bekendtskab med på sine besøg i Paris. Den kommer ganske særlig til udtryk i Harald H. Lunds (1902-82) Toget : den sjove bog (1936).
Også her har vi en dreng, der er optaget af et af teknikkens vidundere – toget. Han er med på forsidebilledet, ligesom han står med åben mund, og ser betaget på lokomotivet på det første farvebillede – med et løbehjul ved sin side! I teksten optræder han også, ligesom han er med i nogle af bogens vignetagtige blyantstegninger, der står på tekstsiden.
Men det er alligevel toget, der er hovedpersonen! Og det er netop billederne af toget på dets vej gennem Danmark, vi husker. Ungermann bruger her sin litografiske kunnen i de plakatlignende tegninger. Her er præcist farvevalg, let stilisering og sikker billedkomposition. I modsætning til den lidt tunge og altmodische tekst ejer billederne en lethed, en friskhed og en frihed. De spræller af glæde og fart - det et store, buldrende billeder, der kommer lige ind i hovedet på én. Det er billeder, der lever deres eget selvstændige liv, samtidig med at de på en fin og overvejet måde tager deres afsæt i teksten. Ungermann lader fx lokomotivets røg have form af et ansigt. En henvendelse til barnet, der giver billederne et anstrøg af let humor samtidig med at det stramt komponerede billedudtryk holder sin kadence.
”Toget” er den af Ungermanns billedbøger fra 1930’erne, der står sig bedst i dag, og den blev da også genudgivet i 1960 og 3. udgaven kom i 1998. Der er forskel på 1. og 2. udgaven. I 1960 introduceres den tids nye tekniske vidunder, det dieselelektriske lokomotiv, M-Y’en, både med et nyt billede og otte nye vers, mens enkelte af de oprindelige vers er udeladt. Imidlertid er 3. udgaven et genoptryk af førsteudgaven, og her får vi den mere sammenhængende historie om lokomotivets dag på strækningen København - Esbjerg.
De øvrige billedbøger fra 1930’erne har imidlertid ikke holdt til tidens tand. Ganske vist eksperimenterer Ungermann med billedudtrykket og udvikler sin streg, men teksterne til bøgerne binder dem i den grad til den tid, de er skrevet i, at de ikke har noget liv i dag.