Abel Spendabel

En af hemmelighederne i hans illustrationer er hans særlige evne til at skabe et tilsyneladende realistisk univers, for derefter at lade det opløse sig igen. Som fx i Birgitte Birgitte Bergøje , (fra Abel Spendabel ), hvor vi ser ind i stuen. Her står Birgitte foran spejlet og forrest i billedet sidder en kvindeskikkelse – moren? - som kigger ud bagest i billedet, ud i entreen, hvor faren, gætter vi, netop er kommet hjem. Birgitte er komme til det punkt, hvor hun smører sit øje med blæk – og som der står i teksten: ”så gik det hele væk” , så forsvinder hendes øje også på billedet. Men ikke nok med det – Birgittes hoved træder ud af spejlet – det intensiverer bestyrtelsen, ja, det er helt surrealistisk.

06621120

Hermed understreger Ungermann fraværet af enhver realisme, ligesom det også er tilfældet i fx AV godav, må jeg låne din sav (fra ”Abel Spendabel”), hvor situationen viser en lille nisselignende mand godt i gang med at save alt over – det være sig kvinden som kirken som hunden – som giraffen og spegepølsen – for at nævne et udvalg fra billedets kompromisløse gengivelse af vildskaben i afvisningen overfor den molbolignede ungersvend med lang lys fletning - Vel må du ej, du må gå din vej . Her er en kompromisløs konsekvens, fastholdt i billedets eget univers, der netop intet har at gøre virkeligheden.

Ligesom i Palle alene i verden bruger Ungermann en tynd tuschstreg, men her lader han i højere grad farvelægningen være med til at omslutte billedet i den vignetform, der er blevet så karakteristisk for ham.

Så er der også det med Ungermanns tegninger, at de ”sidder rigtigt” – i forhold til hinanden og på siden. Han ved at afstanden mellem figurerne er lige så vigtig som selve figuren. Der er ingen tilfældigheder eller uovervejede elementer i illustrationerne. De er nøje og afmålte, her er kun det, der skal være. De er præcise og rummer på samme tid en ro, der gør at øjet falder til ro, og en spænding og en rytme, der gør, at øjet bliver udfordret.