Ungermann alene

Sideløbende med sit makkerskab med Jens Sigsgaard laver Ungermann sine egne billedbøger, hvor han selv står for både tekst og billeder. Hvor Sigsgaard holder fast i et psykologisk funderet barnligt univers, giver Ungermann sig selv løsere tøjler.

I Pusti, som hverken var fugl eller fisk (1955, 2. udg. 2002 – dog uden Ungermanns karakteristiske håndtekstning) gennemspiller Ungermann sin fascination af fabeldyret i den enkle, moralske fortælling om katten, som hele tiden ønsker den var en anden. Den vil nemlig gerne lege med elefanter og giraffer, ligesom den gerne vil svømme som fiskene og flyve som fuglene. Hver gang den ønsker, sørger en magisk sommerfugl for, at killingen får en elefantsnabel eller en girafhals eller fuglevinger. Men til sidst ser Pusti så forfærdelig ud, at ingen gider lege med den og Pustis sidste ønske er at blive en killing igen.

23971593

I Snebolden , (som Ungermann tegnede i 1979, og som blev udgivet posthumt 1985), virker det også som om selve fascinationen af fabeldyr, eller anderledes og uventede sammensatte dyr, er drivkraften eller påskuddet for historien om Oles snebold, der vokser sig kæmpestor og i sin fart ned af bakken opsuger alle dyrene fra cirkus’et. Efter at de har opholdt sig en vinter lang i snebolden, kommer der et nyt kuld unger på banen. Her er tale om kombinationer, der aldrig er set før, – fx er der slangeraffen, (der er barn af slangen og giraffen) og strudseløven, (barn af struds og løve).

Et andet tema er den omvendte verden, som Ungermann tager op dels i Da solen var forkølet (1960) og i Det tossede land (1971). Her er det lidt drillepinden Ungermann, der udfolder sig. Han kan ikke rigtig dy sig for at sætte tingene på spidsen – eller på hovedet! Man kan måske godt sige, at der er tale om en satire, der udspiller sig indenfor børnenes erfaringsramme. Men grundlæggende er der tale om den samme drivkraft som i de voksenhenvendte værker.

Ungermann fik velfortjent Kulturministeriets Illustratorpris for ”Da solen var forkølet”. Selve idéen kan minde om Harald Bergstedts (1877-1955) Den kære sol i tværeland (1941) – hvor solen simpelthen nægter at stå op, fordi folk er for sure. Men Ungermann har mere spil og barnlighed i sin fortælling. Her er solen blevet syg og må holde sengen. I stedet sendes 3 lærlinge til at sætte farve på byen. Men de er endnu ikke udlært, og det kommer der mange forkerte farvesætninger ud af – og megen pjat og ballade!

Ungermann står selv for teksten, der veloplagt veksler mellem det enkelt berettende og rimede strofer. Ved at håndsætte teksten opnår Ungermann en grafisk helhed mellem billede og tekst. Billederne er vignetagtige helheder tegnet i tusch og farvelagt med fedt farvekridt. Netop brugen af farvekridt i en stærkere farveskala end ellers gør, at farven og fladen virker på en anden måde. Det giver en særlig dynamik og kompleksitet i billederne.

I sine erindringer Man må se det for sig (1977), nævner Ungermann idéen med at lade de optrædende følge tidens gang omvendt, dvs. at lade tidsforløbet køre baglæns, sådan at hovedpersonen starter fx i 80-års alderen og ender med bogstaveligt at gå i sin mor igen. Sådan er det netop i ”Det tossede land”, der introduceres således: ”Her fødes man gammel med hvide hår, og bliver yngre som årene går.” På billedet ser vi en olding i barnevogn (samme model som i Katinkas dukkevogn ) og en ældre bedstemor på løbehjul. Men Ungermann forfølger ikke idéen som sådan bogen igennem. Her er snarere tale om en odyssé i omvendthed, episodisk fortalt uden en fast hovedperson og som sådan med en større grad af voksenhenvendthed end Ungermanns andre bøger.