Kvindekamp

Hjørdis Varmers bøger handler om kvindekamp. Om pigernes og kvindernes vilkår. Om angsten for at blive gravid, om de mange børnefødsler. Om pasningen af børnene, madlavningen, husholdningen, om det daglige slid i hjemmet og på arbejdet.

Bøgerne har en pige eller en kvinde som hovedperson, og normer, modsætninger, problemer og glæder opleves, anskues bevidst fra en kvindes synsvinkel. Det er kvindernes vilkår, der først og fremmest interesserer Hjørdis Varmer.

Derfor anskues den politiske virkelighed også oftest ud fra et kvindesynspunkt. Hjørdis Varmers piger og kvinder bliver bevidstgjorte, bevidste om deres egen situation, ikke nødvendigvis som følge af et politisk modsætningsforhold, snarere som en følelse, ofte uafklaret, af fællesskab, solidaritet, medfølelse, søsterskab.

Det fører ofte Hjørdis Varmers kvindelige personer ud i en situation, hvor de på den ene eller den anden måde, alt efter handling og historisk tid, er i opposition til tiden, samfundet, normerne og mændene. Som Niels´ mor, Kirsten, i Onde øjne , der dømmes som heks. Som den gravide Marie i Da regnbuen forsvandt . Som Linda Brent, der i Flugten fra Master Flint nægter at anerkende sin slavestatus og må handle derefter.