2. verdenskrig

"Når man var barn under besættelsen er det nok en tid, man aldrig bliver færdig med", har Hjørdis Varmer udtalt. Og hun har da også i adskillige bøger skildret den tid, dels i ren erindringsform, Dengang i 40´erne , dels hvor hun blander fiktion, erindring og fakta, Han skød jo! , og de tre bøger om Bente under besættelsen.

Hun har sammen med sin tidligere mands fætter, Børger Varmer, skrevet en bog om besættelsen, Lygtetænderen , og senest har hun skrevet om en af de ondeste sider af tiden, jødeforfølgelserne i Tyskland, i en fiktionsform, der tager udgangspunkt i de faktiske begivenheder på den tid.

Skildringen af tyskernes besættelse af Danmark tager i Hjørdis Varmers bøger udgangspunkt i hverdagen, sådan som den formede sig for den almindelige dansker, familien, børnene i København, med afsavn, sorger, bekymringer, men også glæder, overraskelser, lyspunkter.

Den ondeste dag fortæller historien om en jødisk familie i Tyskland fra 1928-1945. I sagens natur, en betydelig mere tragisk fortælling om afmagt, undertrykkelse, forfølgelse, fornedrelse, deportation, KZ-lejre og død, men også om flugt, håb, overlevelse, nyt liv.