Vibeke Marx’ roman ”Skygger fra Sprogø” fra 2007 skildrer en familie i tre generationer og deres anstrengelser for at komme fri af de skygger, som kvindeanstalten på Sprogø kaster over deres liv og forhold til hinanden, og ikke mindst de familiehemmeligheder, der har hobet sig op.
Fra 1923 til 1961 husede kvindeanstalten på Sprogø kvinder, som af samfundet blev anset som åndssvage og seksuelt løsagtige. Kvinderne boede her isoleret fra omverdenen, så man undgik, at de førte deres dårligdomme videre i næste generation. Magda vokser op her og er hele sit liv stemplet som Sprogø-pige. Som voksen bliver hun placeret i familiepleje hos en ingeniør og hans syge kone i Kalundborg, og her er hun i huset i adskillige år uden at vide, at barnet Gunnar, som hun passer for sine værger, faktisk er hendes egen dreng, der blevet taget fra hende ved fødslen.
29398720
Løgnene og fortielserne præger Gunnar gennem hele livet og gør ham ude af stand til at elske – hverken sin kone Åse, der vist nok tager sit eget liv, eller de to sønner Georg og Ebbe og datteren Ursula. Særligt Ursula bliver offer for farens ondskabsfuldheder og manglende kærlighed, og på trods af adskillige sjælelige rejser ud i alternative terapiformer er hun ude af stand til at ryste følelsen af mindreværd af sig.
Selvom romanens plot kredser om og bindes sammen af drengen Gunnar, er det de to kvinder, Magda og Ursula, som er stemmerne i romanen. Bogens første to dele skildrer henholdsvis Magda og Ursulas skæbner, mens tredje del handler om Ursulas endelige opklaringsarbejde i virvaret af familiehemmeligheder. Modsat de første to dele, der fortælles af en tredjepersonsfortæller, berettes sidste del af Ursula som jegfortæller. At Ursulas jeg fremstår så tydeligt i romanens sidste del understreger, hvordan hun i opklaringsarbejdet accepterer sig selv og sin families fortid og tilegner sig en egen identitet – en identitet, som den Sprogø-stemplede Magda aldrig kunne få.