Baseret på en sand historie

Citat
”L. fik alt det, som jeg mente at have begravet og repareret, til at dukke op til overfladen igen. L. syntes at opfylde de umættelige behov for trøst, som vi alle stadig rummer.”
”Baseret på en sand historie”, s. 167.

I 2015 udgav Delphine de Vigan ”D’après une histoire vraie” (”Baseret på en sand historie”, 2016), der begynder i kølvandet på forfatterens succes med romanportrættet af hendes mor, ”Alt må vige for natten”. Delphine de Vigan har det ambivalent med den store succes, den selvbiografiske roman har fået, og kæmper med at komme i gang med den næste. Så møder hun L. ”L. var en stilk, en lian i åndedrættets og rytmens vold, og det var et meget smukt syn” (s. 25).

Jo tættere de bliver, jo mere indflydelse får L. på, hvad forfatterens næste roman skal handle om.

52342120

L. presser bogens Delphine de Vigan med sin hårde kritik af hendes fastholdelse på igen at skrive fiktion. Fiktion er, ifølge L., for tv-manuskriptforfattere i dag: ”Har du aldrig tænkt, at manuskriptforfatterne simpelthen har slået jer på målstregen? Endda væltet jer omkuld i farten? De er de nye alvidende og almægtige demiurger” (s. 123). L.’s projekt er at få forfatteren til at forstå, at litteraturens eneste eksistensberettigelse i dag er at gøre rede for virkeligheden. L. bliver i sin insisteren på virkeligheden mere og mere uhyggelig og tvivlsom, som romanen skrider frem – men er i bogens nu også den person, som redder forfatteren fra at falde fra hinanden.

”Baseret på en sand historie” lægger sig genremæssigt op ad den selvbiografiske ”Alt må vige fra natten” – uden at være den helt tro – titlen til trods. I sprækker i bogen lader forfatteren os vide, at ”Den sande historie er en illusion. Den findes ikke. Ingen bog burde have lov til at bære den betegnelse” (s. 68), men at litteraturen skal være sandhedssøgende for at give mening.

Hvad der er virkelighed, og hvad der er opdigtet i den litterære thriller om L., der flytter ind i forfatterens hjem og hjerne, giver romanen bevidst ikke noget klart svar på. Delphine de Vigan siger i et interview i online magasinet Paris Match, at hun er optaget af den fascination af de ”virkelige hændelser”, vi oplever for tiden (Benjamin Locoge: Delphine de Vigan, Une Liaison dangereuse. Paris Match, 2015-11-03. Egen oversættelse). Og at hun selv googler efter, om tingene virkelig skete sådan, som de bliver fortalt i film og bøger.