”Nogle gange tænker jeg, at det eneste formål med at blive voksen er dette: at udbedre de tab og skader, der opstod i starten af ens liv. Og at holde de løfter, der blev givet af det barn, som vi har været engang.”
Delphine de Vigan udgav ”Les loyautés” i 2018 (”De loyale”, 2018), som er en roman med flere fortællerstemmer, der i navngivne kapitler fortæller om livet, som det udspiller sig på og omkring en fransk grundskole. Den 12-årige Theo er romanhandlingens omdrejningspunkt. Han bor hver anden uge hos sin mor, der aldrig er kommet sig efter skilsmissen fra Theos far – og hver anden uge hos sin far, der efter et forlist forhold og en fyring går mere og mere i hundene. Iført medicin og morgenkåbe.
Omsorgssvigtet er det mest nærværende i Theos hverdag, og han finder en midlertidig vej fra smerten ved at drikke alkohol sammen med sin ven Mathis i et hemmeligt rum under skolens trappe. For Theo skaber alkoholen en ”bølge af varme, som han ikke kan beskrive, der brænder og opheder – på samme tid en smerte og en lindring.” (s. 11). For Mathis er det anderledes. Han er med et langt stykke ad vejen, også i loyalitet imod sin ven, men for ham er det ikke en udvej, men en leg.
54498055
Héléne er Theos lærer og den eneste, der ser ham og ved, at noget er galt. Som hun siger ved romanens begyndelse, fik hun ”masser af tæsk som barn, og jeg skjulte mærkerne lige til det sidste, så mig kan man ikke narre” (s. 7). Som romanen skrider frem, kommer Hélénes ønske om at hjælpe Theo til at overskygge gængse regler og retningslinjer. Samtidig bliver det at få reel voksenindblanding i Theos liv en kamp med tiden, man som læser og vidne inderligt ønsker, hun vinder. Men som Héléne selv konstaterer, er det ikke en nem kamp at vinde: ”Jeg ved, at børn beskytter deres forældre, og at denne tavshedspligt indimellem ender med at slå dem ihjel.” (s. 143). Loyaliteten, som de fleste børn udviser over for deres forældre, er næsten grænseløs. Den loyalitet kender læreren Helene fra egen barndom og egen krop – og derfor er viljen til at redde Theo så stor, at hun ender med at bryde alle regler og blive suspenderet fra sit job. De små åbninger og hints bliver altafgørende, fordi det er alt, hvad du får fra et barn, der lider af omsorgssvigt.
Romanen bliver stædigt ved det emne, der danner en rød tråd gennem hele Delphine de Vigans forfatterskab: De svigtede børn. Hun insisterer på med forskellige fortællegreb og veje ind i emnet at italesætte den tavshed, de forældresvigtede børn omgiver sig med. ”De loyale” er ingen undtagelse.