Realiteternes verden

Citat
”Vores hjem, som vi altid havde sat en ære i at holde nogenlunde pænt, var slidt ned til det rene skrammel. Vores gulvtæppe, for eksempel, det var så slidt ned at vi ligefrem begyndte at skamme os over at invitere folk. Bevares: vores familie og venner havde det ikke stort bedre, men det var ikke rigtigt nogen trøst.”
”Realiteternes verden”, side 78.

I ”Realiternes verden” fra 1992 befinder vi os i en tidligere driftig dansk provinsby på Lolland (sandsynligvis Nakskov), der er gået fuldstændig i stå. Krisen kradser hjemme hos arbejdsløse Knud, og for at få det hele til at løbe rundt påtager han sig sort arbejde som chauffør for egnens tidligere iværksætterhelt, Mike, der er gået rabundus og nu sælger varer, indkøbt for sorte penge. Mike er en vaskeægte plattenslager, men får lokket den nærige verdensmester i sort arbejde, Villy-Villy-Villy (han stammer) og den godhjertede sinke, Henning (også kaldet reserve-Jesus), samt Knud med på idéen.

”Realiteternes verden” viser, hvordan et lokalsamfunds deroute påvirker folk i det. Der synes ingen udvej af arbejdsløsheden, og den retfærdighedssøgende Knud må gå på kompromis med sin moral for at komme til at tjene lidt ekstra på Mikes lyssky fiduser. Forråelsen bliver mere og mere tydelig, som bogen skrider frem.

Rent formelt har Bent Vinn Nielsen i ”Realiternes verden” forfinet tonen i fortællerstemmen til perfektion. Knud beretter på behørig afstand af fortællingens begivenheder fra en bænk i byen, og sproget er rundet af denne mundtlige ramme. Sætningerne virker fuldstændigt opbygget som talesprog, og Vinn Nielsen går heller ikke af vejen for at lade Knuds publikum rose ham for sine talegaver: ”[...]det er noget, jeg altid har været god til. At snakke. I nikker? Det er pænt af jer” (s. 34). Rammen om fortællingen understreger bogens pointe: Knud har tid nok, han er endt på bænken.

Romanen er en skildring af en kollektiv deroute i en by, der har mistet sit eksistensgrundlag. Nakskov skibsværft byggede en række danske færger i perioden fra tresserne og op i firserne, og da værftet måtte lukke i 1987, var det en katastrofe for byen. Folk i ”Realiteternes verden” har kun småfiduser og minderne om bedre tider tilbage: ”Kan I huske når der var fyraften ude på værftet, så der var tæt af cyklister i hele byen? Hun grinede. Så havde man da det at brokke sig over.” (s. 67). Industrisamfundets undergang gør ondt på gruppen af arbejdere, der pludselig må se sig selv om repræsentanter for et overflødigt Underdanmark.