Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at tale om beslægtede forfattere, for Morti Vizki var på mange måder et enebarn i dansk litteratur. Han er blevet gjort en til del af en generation af forfattere, der paradoksalt nok er kendetegnet ved deres individuelle udtryk. Denne favner navne som Pia Juul, Thomas Boberg, Niels Frank og Simon Grotrian. Og her er der dog klare sproglige ligheder mellem Vizki og Grotrian. Også F.P. Jacs anarkistiske poesiudladninger kan minde om Vizkis måde at skrive på, men tematisk er de fjernere beslægtet.

Morti Vizki er blevet kaldt kroppens digter, og der er klare paralleller til Pia Tafdrups sanselige poesi, dog uden at man kan tale om egentlig indflydelse. Han fortæller allerede i 1991, at ”Jeg lefler ikke for mine idoler. Jeg kan godt frigøre mig fra, hvad ’man’ gør.” (Peter Lembo: Mors dreng. Dagbladenes Bureau, 1991-06-25). Men skal man tale om egentlige litterære forbilleder, er en helt central figur den svenske digter Gunnar Ekelöf (1907-1968). Lige som Vizki har han et abstrakt filosofisk udtryk og ser verden gennem outsiderens optik. Og begge forsøger de nå ”hinsides sætningen og modsætningen” i bestræbelsen på nye erfaringer.