Morti Vizkis ”Det sidste rum” fra 1993 skildrer det unge par Josefine og Laban, der forhåbningsfulde er flyttet til København. Han er succesfuld kok, dyrker fægtning og mænger sig med samfundets elite. Hun har forliste forfatterambitioner. Imens Laban formår at fylde sit liv med sin succes og sine affærer, kæmper Josefine med den tomhed, der både omgiver og fylder hende. Tidligt i romanen indser hun, ”hvad der er galt i hendes tomhed. Hun havde ingen hemmelighed.” Når hun deltager i Labans selskabsliv optræder hun blot som en tom krop, som de andres kommentarer resonerer i. Undervejs i bogen lider parrets ”rosenhovede dværgpapegøje” Ezekiel en symbolsk død, imens den seende ravnekvinde fra lejligheden over deres bliver Josefines fortrolige.
Bogen favner parrets tragiske forsøg på at skabe et meningsfuldt liv sammen. Laban fylder sin kæreste med alverdens lækkerier, de forsøger at skabe et romantisk fællesskab, de fylder hinanden med deres kropsvæsker. Men tomheden lader sig ikke knægte. Imens Laban kan navigere og manøvrere i den, lammes Josefine i en depressionslignende tilstand af mindreværd, jalousi og, ja, sjæleløshed. Blandt bogens kvadratiske sider og afsnit optræder adskillige gange Labans smertende råd og opmuntringer ”– Du må ikke standse op ved store eller små forhindringer,” der efterfølges af en tom side, hvorved Josefines tomhed illustreres grafisk.
”Det sidste rum” behandler sjælen eller det sjælelige indhold som et tomt postulat i en håbløs verden, som den tager sig ud i den fortabtes perspektiv. Tomheden manes endvidere frem igennem klicheer, trivielle observationer og lange talesproglige replikker med deres gentagelser, fyldord og faste vendinger. Samtidig er sproget frit associerende – konstateringer hvirvles op og får et lyrisk skær – og fremstillingen skifter ofte brat fokus imellem iagttagelser og indfald, nutid og fortid.
Vizki præsenterer et billede af sin samtids postulerede identitetskrise og kærlighedens trange kår i en verden af forstillelse.