Morti Vizkis forfatterskab er fortællingen om outsideren, der ser og beskriver verden fra en marginaliseret position. Og det gør han med sit eget sprog. Året før sin død tilkendegav følgende han i et interview: ”Jeg har alle mulige præmisser dynget på mig som privatperson. Bøsse, alkoholiker, sindssyg, forfatter. Det kan næsten ikke blive mere marginaliseret.” (Michael Bo: Han var helt inde og rode. Politiken, 2004-09-29). Samtidig var hans egen følelse af at befinde sig uden for samfundet helt grundlæggende. Det er i det lys, man skal betragte forfatterskabet.
Vizkis værker skildrer generelt en søgen efter noget at tro på, eller måske endda blot en måde at eksistere på. I romanerne ses figurer i krise, der ikke er i stand til at elske hinanden, endsige sig selv. De prøver at nå hinanden igennem sanselighed og sex – ofte af beskidt og fornedrende karakter, men finder intet. I den senere del af forfatterskabet anråbes desuden både gud og Jesus forgæves. Identitetskrisen og manglen på en personlig kerne udtrykkes endvidere i de vildfarne tankestrømme, som subjekterne fortabes i. I både poesi og prosa mistes grebet om virkeligheden, og læseren mødes med en strøm af tilsyneladende vilkårlige motiver og associationer i en opløsning af både fortællesubjekt, tid og rum. Der er næsten altid en distance til verden at spore, både på det sproglige og indholdsmæssige plan. Vizki bruger sit lyriske og kaotiske sprog til at udfordre læseren og tvinger denne til at bruge al indlevelsesevne og alle associative kræfter. Desuden har Vizki et glimrende øre for talesproget, som han ofte udstiller i dets trivielle vendinger, så tomheden og platheden blotlægges.
Morti Vizkis skrivestil er ofte blevet kritiseret for at være både sjusket, ekskluderende og uforståelig. Konfronteret med dette har han svaret: ”Det med det forståelige er for mig lidt abstrakt. Jeg vil nok aldrig blive forstået af 90 pct. af befolkningen. Picasso var ikke forståelig for Gud og hvermand.” (Michael Bo: Sprog er dybt provokerende. Politiken, 1998-01-14). Han er altså fuldt opmærksom på det, men samtidig er det en del af hans måde at skrive på. Vizki havde en stærk tro på sit eget talent og på den originale tankes kraft: ”Jeg tænker ikke, før jeg skriver, men mens jeg skriver.” (Michael Bo: Han var helt inde og rode. Politiken, 2004-09-29).
Når Vizkis måde at skrive på kan forekomme forblommet og uforståelig, kan det betragtes som et oprør mod den bestående verden og dens overleverede former – og som varige forsøg på at skabe en anden sproglig virkelighed og orden. Derved formidles et alternativ i form af en abstrakt verden, hvor nye betydninger og erfaringer bringes til live hos den engagerede læser. Vizkis forfatterskab blotlægger altså både en postuleret tomhed og eksistentiel krise i sin samtid, men forlener den samtidig med en ny og anarkistisk skønhed i sproget.