Kurt Vonneguts store formative oplevelse var hans oplevelser under Anden Verdenskrig og i særdeleshed hans overværelse af bombardementet af Dresden. Den tilsyneladende meningsløse destruktion af en hel by og dens indbyggere placerede Vonnegut på venstrefløjen som krigsmodstander og humanist. Men i stedet for at blive idealist blev han kynisk realist, der antog, at de iboende destruktive kræfter i menneskeheden en dag med teknologiens hjælp ville udslette sig selv.
I sine senere år sagde han, halvt i spøg, at Jordens immunsystem prøvede at komme af med menneskeheden gennem naturkatastrofer mm. og med god ret: ”Jeg talte om det faktum, at antibiotika ikke virkede, og at uhelbredelige sygdomme begyndte at dukke op, AIDS, og jeg kom til den konklusion at planetens immunsystem forsøgte at komme af med os [griner].” (Frank Houston: The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08).
Hans store succes som forfatter skyldes bl.a., at han formidler disse budskaber ikke med prædiken og opsang, men med ironi, satire og galgenhumor, i scenarier der både er absurde og genkendelige.
Han skrev ofte i science fiction-genren, hvis frie rammer var optimale for hans fantastiske og absurde scenarier. Han blev dog ikke stemplet som science fiction-forfatter, fordi det stempel ofte blev forbundet med noget underlødigt, men han var med til at hive genren op som en anerkendt litterær genre, ikke mindst med den samtidige Philip K. Dick. Som anmelderen afsluttede sin anmeldelse af ”Slagtehal fem” i New York Times i 1969: ”Du vil enten elske den, eller skubbe den tilbage i science fiction-hjørnet” (Christopher Lehmann-Haupt: Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31).
Science fiction-forfatteren Kilgore Trout går igen i flere af Vonneguts romaner og bliver en slags alter ego for Vonnegut, og via ham udtrykker han en slags poetik for science fiction-genren: ”Rosewater sagde engang en interessant ting til Billy, om en bog som ikke var science fiction. Han sagde at alt hvad der var at vide om livet, var i ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij. ’Men det er ikke nok længere’ sagde Rosewater.” (”Slagtehal fem”, s. 73).
På det formalistiske plan blev Kurt Vonnegut senere placeret i den første bølge af postmodernistiske forfattere. Både i sin ironiske tone og i sin satiriske og sorthumoristiske omgang med alvorlige emner. Det metafiktive er også karakteristisk for postmodernistisk litteratur, og en strategi Vonnegut ofte benytter. F.eks. i ”Slagtehal fem”, hvor han i indledningen peger på sig selv som forfatteren og fortæller om, hvordan værket kom i stand, ligesom han optræder som karakter i selve fortællingen. Han blander elementer, der åbenlyst er selvoplevede, som Dresden, med oplevelser der åbenlyst er fiktive, som rumvæsener og tidsrejser, og gør derved læseren opmærksom på det artificielle og opfundne ved skrivning og litteratur.