Camilla Wandahl bevæger sig inden for et bredt udsnit af genrer. Som teenager skrev hun både fantasy og science fiction, og da hun debuterede, var det med en ungdomsroman solidt funderet i virkelighedens verden. Centralt i hendes fortællinger, gysere såvel som pigebøger, står venskaber og ikke mindst brydningstiden mellem barndom og voksenliv.
Teenageårene er ifølge Wandahl særlig interessante, fordi der i disse år sker en masse nyt, og fordi man her formes som menneske: ”Mine bøger handler jo om tweens og teenagere, og i den alder sker alting for første gang. Verden er så at sige helt ny – alt kan ske og alt kan opleves. Den første gang man bliver svigtet af en veninde, den første gang man bliver forelsket så knæene ryster, den første gang man oplever at ens ven bliver besat af en ond bog (ha, ha) er utrolig vigtige. Desuden synes jeg, de unge fortjener at blive taget alvorligt. Det er ikke bare nemt at være 11 eller 14 år – der er en hel masse valg og beslutninger, som er rigtig store. Man skal til at finde ud af, hvem og hvordan man selv er! Og det finder man blandt andet ud af gennem sine venner og første kærester – derfor skriver jeg om de emner.” (Interview på Palles Gavebod).
Konflikterne eller det dramatiske indhold i Camilla Wandahls tekster kredser gerne om venindeforhold og kærester. Det kan f.eks. som i ”Hjerte i vente” være i form af to veninders forelskelse i den samme dreng eller som i Veninder for altid-serien et spørgsmål om inderligt at ønske sig en kæreste.
Camilla Wandahl benytter sig oftest af en kvindelig jeg-fortæller, der leder læseren gennem historien. Undtagelsen er dog drengen Lasse i gyseren ”Et blodigt spil”. Jeg-fortælleren er en stærk fortællestemme, der giver læseren en følelse af nærhed. Læseren er med hele vejen og får indblik i tanker og følelser et splitsekund efter, at hovedpersonen har tænkt eller følt dem. Jeg-fortælleren er god til at skabe identifikation mellem fortæller og læser, hvilket vil sige, at læseren spejler sig i fortælleren og genkender sig selv i hovedpersonen.