Da Weldon brød igennem som forfatter med ”Praxis”, blev hun ofte sammenlignet med feministiske forfattere som amerikanske Marilyn French, der var med i den bølge af litteratur i 1970´erne, der begyndte at fokusere på kvinders indre liv. Men hvor andre såkaldte feministiske forfattere, som for eksempel French, var vrede i tonen og med deres bøger ønskede at ændre på nogle samfundsmæssige strukturer i det patriarkalske system, har det altid været fortælleglæden og humoren, der har været det bærende element hos Weldon. Weldon har mange meninger, og tungerne er skarpe hos de fleste af hendes ”heltinder”, men hendes budskab har aldrig været radikalt eller samfundsomstyrtende, og selvom tonen kan være bidende, er det altid med et glimt i øjet. På den måde minder Fay Weldon mere om Erica Jong, der med rødstrømpeklassikeren ”Luft under vingerne” (”Fear of Flying”, 1973) leverede en munter – og seksuelt frigjort – tilgang til det med kvindernes frigørelse.
Af litterære danske søstre kunne man nævne Dea Trier Mørch, som nogenlunde samtidig med Weldon var med til at kortlægge kvinders univers, blot i en dansk kontekst. Ligesom Fay Weldon gik Dea Trier Mørch med ”Vinterbørn” (1976) tæt på fællesskabet mellem kvinder, på graviditet og det at få børn. Tematisk er Weldon også beslægtet med Hanne-Vibeke Holst, som med sine storladne fortællinger om kvinders magt og kamp for samme fænger bredt og på sin vis rammer det samme læsepublikum som Fay Weldon. Men hverken hos Mørch og Holst fylder humoren på samme måde, som den gør hos Weldon. Fay Weldon har netop har skrevet samtalebogen ”Livet for letøvede” (2010) sammen med den danske journalist og forfatter Maise Njor, og her ser man måske hendes nærmeste danske slægtning, rent tonemæssigt. Begge forfattere er, trods vidt forskellige genrer, finurlige i deres sprog og skarpe i deres betragtninger om samtiden, hylder ironien og sætter fokus på køn og parforhold.