I Nikoline Werdelins dramatiske forfatterskab er et gennemgående tema individets plads i samfundet eller kollektivet, identitetsspørgsmålet i forholdet mellem den enkelte og normerne: Ønsket om at passe ind som Helene i ”Liebhaverne” eller ønsket om at stikke ud som Søren Sibast i ”Den blinde maler” (der på den måde paradoksalt nok tilpasser sig rollen som den ’utilpassede’ kunstner). Også i de senere stykker, som ”Mine to søstre” og særligt i ”Boblerne i bækken”, tager Werdelin favntag med identitet, roller og livsforløb. I ”Boblerne i bækken” er sceneriet ikke længere bedreborgernes samtalekøkken, men en hospitalsgang med fem kræftsyge mænd. Tematisk er det dog stadig overvejelser om eksistensen mellem fødslen, døden og den kærlighed, man leder efter imellem disse to yderpunkter. I ”Boblerne i bækken” griber Werdelin igen til komik og satire, men under munterheden ligger bevidstheden om den nært forestående død som en tyngde, der understreger vigtigheden af at give sig hen til livet. I ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” er det ikke længere nutidige syge mænd, men datidige stærke kvindeskikkelser Werdelin skildrer. Igen drejer temaet sig om individet, kvinden, der vil mere og andet, end de roller, de er sat i af samfundet. Sammenlignet med de moderne karakterer i Werdelins dramatik, der ønsker at passe ind og leve op til succeskriterierne, ønsker de kvindelige hovedkarakterer i både ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” at gøre oprør mod normerne i det samfund, der holder dem nede.
I Werdelins dramatik lurer under hele spørgsmålet om individets identitet og samfundets normer en alvor, der nok beskrives med sort humor og satire, men som igen og igen tager spørgsmålet om eksistens op: Hvad vil du med dit liv, menneske?
Nikoline Werdelin er menneskeskildrer. I hendes værker genkender man andre, såvel som man genkender sider af sig selv. I tegneseriestriberne er ordene knappe, udsagnene få og rammende. Talebobler og streg taler for sig, enten med eller imod hinandens betydning. Werdelins dramatik fungerer lidt på samme vis: Den dramatiske tekst arbejder enten for eller imod subteksten, og effekten bliver derfor den samme, som når man læser hendes tegneseriestriber. Komisk er det, når karakteren siger ét med ord, noget andet med krop og noget tredje i en kontekst, der rækker ud over karakteren og ind i en kollektiv sammenhæng. Anderledes tragisk og alvorligt bliver det, når Werdelin pludselig fejer al komikken til side og lader alvoren tage over, når hun lader den rå ensomhed møde det lille menneske. Således ser man ”Den blinde maler”s blindhed i en monolog (scene 19). Søren Sibast viser en pludselig ømhed for Joy, som ligger og sover. Han taler til hende, men i virkeligheden taler han til sig selv. Midt i talestrømmen kommer han til at lave et freudian slip, som afslører et forkvaklet menneske, et menneske i en evig søgen efter sig selv: ”SØREN: Du er min lille pige. Du er min lille gråd. Du er al min sorg samlet i et menneskebarn med bryster. Jeg ville så gerne trøste mig … undskyld, dig. Men jeg kan ikke. Måske jeg kan? Hvad kan jeg gøre for dig? Kan jeg fortælle dig om livet? Det gode liv ved jeg ikke noget om. Og overspringshandlinger inden døden, det er ikke noget for en lille pige (…)” ( ”Den blinde maler” side 86).
Fra det groteske og komiske bliver sprog og kropssprog (regi) pludselig både poetisk og oprigtigt. Når grovheden skæres fra, fremelsker Werdelin et papirklip af ord, en silhuet med fine udskæringer, der står så skarpt, at man tydeligt ser, at der bag enhver type, enhver karakter er et levende menneske – eller i hendes dramatik er det måske nærmere et menneske, der ønsker at leve, men som kæmper med, mod og for sit liv, det, Søren Sibast kalder ’overspringshandlinger før døden’.