Udlængslen gennemsyrer Laura Ingalls Wilders forfatterskab. Hendes beskrivelser af den store, tomme prærie eller de store skove viser en personlighed, der lever for eventyret og for rejsen mod nye horisonter. Og der er ingen tvivl om, at hun har arvet denne udlængsel fra sin far. Familien får gang på gang opbygget et hjem og Caroline får gang på gang stillet den lille porcelænshyrdinde op på kaminhylden, men hver eneste gang kommer nye eventyr i vejen.
Der skal ikke nødvendigvis så meget til før familien flytter, men samtidigt kan man sige, at der heller ikke skal så meget til før den slår sig ned igen. Græshoppesværme driver familien væk, man får bosat sig i et indianerreservat, Charles får tilbudt nyt arbejde etc.; hver en chance for at bryde op benyttes. De nye hjem opstår tit ud fra tilfældigheder – for eksempel i et efterladt landmålerhus eller en hule i søbredden. Det vigtigste er, at man kan starte forfra.
Udlængsel og søgen efter det uberørte og de åbne vidder er et gennemgående træk i denne periode af Amerikas historie og Lauras forfatterskab har været med til at forme myten om den amerikanske nybyggerfamilie. I virkeligheden har familien det allerbedst i deres prærievogn eller når de er i gang med at bygge et nyt hjem. Det er børnenes skolegang der sætter en stopper for familiens nomadeliv, men det sker hverken med Laura eller hendes fars gode vilje.