Som nævnt trækker John Williams med særligt ”Stoner” tråde til udviklingsromanens hang til at skildre det hele og ofte antiklimatiske menneskeliv. Særligt en af genrens tidligste fædre, Gustave Flaubert, synes at gå igen i Williams’ forfatterskab. Selvom Flaubert's berømte romankarakterer som Frédéric Moreau i ”Følelsernes opdragelse” (1869) adskiller sig kraftigt fra Stoner ved at være tragikomisk selviscenesættende, har han nemlig samme næse for de subtile men præcise detaljer, der tegner menneskelivet usentimentalt og krystalklart. Ligesom Flaubert evner Williams desuden i udfoldelsen af et i mange henseender mislykket og trist menneskeliv at bevare en grundlæggende loyalitet og forståelse i skildringen af sin fejlbarlige hovedperson.
En anden glemt roman, der ligesom ”Stoner” først fik sin fortjente succes længe efter udgivelsen, er Richard Yates’ ”Revolutionary Road” fra 1961. Fælles for de to samtidige udgivelser er foruden deres forsinkede succes den stilfærdige skildring af det mondæne og middelmådige menneskeliv, der ikke tegner sig som håbet. I begge romaner har skuffelserne desuden særligt rod i ægteskabet og familielivet, der lider under kønnenes fastlåste roller i en patriarkalsk samfundsstruktur.
I sin nøgterne og tørre fremstilling af tilværelsen som en tilfældig kæde af begivenheder uden nogen særlig indbygget mening synes Williams desuden beslægtet med en moderne forfatter som Karl Ove Knausgård. Begge gør de netop op med deres respektive samtids ideal om det unikke og særligt betydningsfulde menneske for i stedet at dvæle ved og udfolde det skuffende, banale og alligevel stilfærdigt meningsfulde i tilværelsen.