Stoner

Citat
”Han greb sig selv i at spekulere på, om hans liv var værd at leve eller nogensinde havde været det (...) Der fulgte en sørgmodighed med spørgsmålet, men det var en generel sørgmodighed, der (tænkte han) ikke havde så meget at gøre med ham eller hans særlige skæbne; han var ikke engang sikker på, at spørgsmålet udsprang af de mest umiddelbare og oplagte grunde, af hvordan hans eget liv var blevet.”
”Stoner”, s. 195.

Påfaldende er det, at en af de mest hypede romaner i nyere tid, John Williams’ ”Stoner” fra 1965 (”Stoner”, 2014), skildrer et gennemsnitligt og på mange måder ligegyldigt menneskeliv. Romanen begynder meget sigende med en slags nekrolog over sin egen hovedperson, universitetslektoren William Stoner, der i en tør tone cementerer fortællingens hovedperson som en dybest set ubetydelig mand: ”Han blev aldrig mere end lektor, og få studerende huskede ham klart efter at have fulgt hans kurser.” (s. 7). Gennem denne nøgterne og usentimentale tredjepersonsfortæller fremskriver bogen William Stoners liv ­– som det ser ud både inde- og udefra – fra barndom til død.

Stoner vokser op på et fattigt husmandssted i Missouri omkring begyndelsen af det 20. århundrede og sendes som ung mand på Columbia University for at studere til sit kommende landbrugsliv. Uventet forelsker han sig i litteraturhistorien og ender i stedet som universitetslektor. Senere kaster Stoner også sin kærlighed på den uforløste og klemte kvindeskikkelse Edith, der gennem deres hastigt indgåede ægteskab diskret men sikkert fremmedgør både hjemmet og deres fælles datter Grace for ham.

51068696

Stoner resignerer til universitetsverdenen, hvor de kræfter og den passion, han ikke kan manifestere i kampen for datteren, kommer til udtryk i lærergerningen og litteraturforskningen. Paradoksalt er det netop hans faglige integritet, der kommer til at koste ham akademisk oprykning, da han trodser en nærtagende kollega, som modsat Stoner aktivt spiller spillet om magten i universitetsverdenen. Og selv da han som midaldrende mand endelig finder ægte, ligebyrdig kærlighed med en kvindelig fagfælle, forpurres også den lykke af verden omkring ham.

Historien om Stoner rummer stor tristesse, men bliver aldrig skrevet frem som en tragisk fortælling. Præcis som sin hovedperson er den i stedet karakteriseret ved en usentimental og næsten stoisk afklaret tilgang til menneskelivet som en flygtig, tilfældig og af og til skuffende kæde af begivenheder, der opvejes af enkelte meningsfyldte øjeblikke. Dette formidles gennem en udramatisk, enkel og pletvis tørt humoristisk fremstilling, hvor livet skildres gennem præcise, sansede iagttagelser uden nogensinde at dvæle særligt sentimentalt ved hverken lidelse eller glæde.