Den dag jeg blev Honey Hotwing

Citat
”Alt ville være lettere, hvis jeg var en anden. Hvis jeg for eksempel var Honey Hotwing. Hun står i lyset og synger. Hun synger for kronede hoveder og for præsidenter og i store sale med tusindvis af mennesker. Hendes kalender er helt overtegnet.”
”Den dag jeg blev Honey Hotwing”, side 193.

I novellesamlingen ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” (2005) tegner Dorrit Willumsen ni portrætter af nutidskvinder i det nye årtusinde, der længes efter at ændre deres liv. De tager alle hjælpemidler i brug fra krystaller, skønhedsbehandlinger og powershopping til alkohol og rejser for at slippe væk fra den monotone og ensomme hverdag.

I åbningsnovellen ”Intelligente Fødder” rejser den unge Simone alene til New York uden arbejdstilladelse for at få sig et mere eventyrligt liv. Men stik imod alle forventninger henfalder hun til mismod og ensomhed i byernes by. For en kort bemærkning kommer hendes ungdommelige tante fra Nakskov på visit, men efter en glad aften i byen udånder tanten i Simones lejlighed. Ensomheden er også hovedtemaet i novellen ”Proppen”, hvor det smukkeste brev, som hovedpersonen Lene får til sin fødselsdag, er fra et postordrefirma, hvor hun engang har købt et grydesæt og seks par maxitrusser.

25946200

I titelnovellen ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” er den 21-årige servitrice Janne eller Hanne (hun kan ikke huske sit eget navn) blevet overset gennem hele sit liv, og hun drømmer derfor om at blive den enestående, tilbedte, berømte sangerinde Honey Hotwing. Hun får dækket sit korte, leverpostejsfarvede hår med lange, rødbrune extentions og ifører sig kraftig makeup og rockstjernetøj som en Barbie-dukke. Hverken hendes kæreste eller hendes naboer bryder sig om at høre hende synge, men hun vender dem hellere ryggen end at give afkald på sin drøm. Da hun i et drømmeagtigt scenarie bliver sat i fængsel, får hun uventet succes med sin sang blandt de indsatte. De forstår hende, og hun er omsider blevet Honey Hotwing. Sproget i novellerne er trods det tragiske indhold let, humoristisk og klart, og tempoet er højt.

Fælles for de ni kvindelige hovedpersoner er, at de ikke resignerer men handler på deres længsel. Det gør dem ikke lykkeligere, for deres stræben efter lykken har konsekvenser. En af kvinderne ender for eksempel med at begå selvmord. Fortællesynsvinklen er begrænset til hovedpersonernes eget blik, og deres historie bliver derfor fortalt i sympati med dem – uanset hvor absurde, deres handlinger kan forekomme, og hvor naivt materialistiske deres drømme end er. Selvom der er 40 år imellem Dorrit Willumsens debut ”Knagen” (1965) og ”Den dag jeg blev Honey Hotwing”, så mener Dorrit Willumsen ikke selv, at mennesker har ændret sig så meget: ”Jeg tror ikke, at nutiden er specielt mere overfladisk end dengang. Man er bare så ivrig for at trænge igennem, at man er villig til at bruge alle midler. Men behovet for at være perfekt har ikke ændret sig grundlæggende. Da jeg var ung var det blot andre ting, man ville opnå – en flot kjole eller en permanent,” siger hun. (Michael Jannerup Andersen: Der er en flig af mig i dem… de har alle sammen en længsel, de forfølger. Berlingske Tidende, 2005-11-19).