Det søde med det sure

Citat
”Tirsdag er ugens yndigste dag, når jeg løber over til kiosken og henter Hjemmet og Familie Journalen hos kioskmanden, der står bag sin disk med bølget hår og hud så fin som en kvindes. (…) Bladene ruller han sammen til et rør, der er så tungt af drama og farver, at jeg somme tider glemmer at se mig for.”
”Det søde med det sure”, side 133.

Første del af Dorrit Willumsens selvbiografi udkom i 2009 med navnet ”Det søde med det sure”. Den består af kronologiske erindringsglimt fra hendes tidligste leveår på Nørrebro og frem til hun er i 20’erne, hvor hun har vekslende småjobs, skriver noveller og digte og går på stævnemøder med sin kommende mand, Jess Ørnsbo. De første 12 år af sit liv bor Dorrit Willumsen sammen med sin mormor og morfar, og selvom de to ønsker hinanden hængt under loftsbjælkerne, så er det et trygt og velstillet hjem med mange besøgende og en gasovn, der er så stor, at der kan ligge 137 æbleskiver i den. Som helt lille kender Dorrit Willumsen kun sin mor fra et fotografi. Moderen bor sammen med Dorrit Willumsens far i en lejlighed på Vesterbro, og da de bliver skilt, flytter moren ind hos Dorrit og bedsteforældrene og forøger snart familien med endnu en datter; Jetje. Det er og bliver dog bedsteforældrene, der påtager sig forældrerollen. Især morfaren har en enestående plads i hendes liv. Han er gammel sømand og har tatoveringer på armene af frække, halvnøgne damer – og så fortæller han eventyrlige historier og tager den lille Dorrit med på udflugter.

27990754

Dorrit Willumsen beskriver sig selv som et umuligt barn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hun har det bedst, når hun er alene, og hun vil hellere iagttage verden og mennesker i fred end at lege med sine jævnaldrende. Hun elsker at slikke isblomster af vinduerne og tirsdage, hvor Hjemmet og Familie Journalen ankommer til kiosken. Da mormoren dør, og moren finder en ny mand, flytter hele familien sammen med morfaren ind i den forladte lejlighed på Vesterbro. For evigt er barndomsparadiset på Nørrebro tabt. Den nye stedfar Karl behandler mildest talt ikke Dorrit og hendes søster godt, blandt andet siger han en dag til Dorrit, at hun ligner en gammel so, der står og gynger i sit eget fedt. I pubertetstiden får Dorrit nemlig stofskifteproblemer, der gør hende overvægtig og afhængig af piller. I gymnasietiden bliver hendes evner for at skrive opdaget, hvilket giver hende en smule selvtillid, og hun digter noveller til ugebladene, som dog bliver returneret. Men hun er fast besluttet på, at hun vil skrive, og at hun aldrig vil gifte sig. Men i slutningen af erindringsværket forelsker hun sig så.

”Det søde med det sure” er fortalt i jeg-person i en nøgtern, barsk og poetisk tone med en melankoli, der er karakteristisk for Dorrit Willumsen. De centrale temaer er et lille barns forundrede opdagelse af verden og ikke mindst drømmen om at blive forfatter. Særligt interessant er også hendes beskrivelser af, hvordan livet så ud i København i midten af århundredet, hvor der var lokum i gården, og hvor hele familien fik bad en gang om ugen – i det samme vand i badekarret.