Genrer og tematikker

Dorrit Willumsen optræder kun sjældent i offentligheden, for hun bryder sig ikke om rampelyset, fortæller hun i ”Pligten til lykke”. Men hendes bøger, der er skrevet i den modernistiske tradition, har igennem snart 50 år været en markant stemme i dansk litteratur, måske særligt for kvindelige læsere. For det er først og fremmest kvinder, hun skildrer.

I sine værker fra 1960’erne og 1970’erne, hvor kvindekampen er på sit højeste, skriver Dorrit Willumsen om kvindens længsel efter at leve et lykkeligt og helt, autentisk liv i det mandsdominerede samfund – og hjem. Kvindernes længsel går på at bryde ud af den psykiske isolation og ensomhed og at blive anerkendt af manden som hele, ligeværdige mennesker, som det for eksempel skildres i titelnovellen i debuten ”Knagen” (1965). Men kærlighedsforholdet er et absurd samspil, et fængsel, og parterne forbliver fremmede over for hinanden. Alligevel bryder ingen fri, for selvom fremmedheden umuliggør intime forhold, så gør det ikke længslen efter kærlighed mindre. Hos Dorrit Willumsen har mennesker nemlig brug for hinanden.

I de senere romaner fra 1980’erne og frem breder Dorrit Willumsen denne problematik ud til at gælde begge køn: Fremmedheden mellem mennesker er et grundlæggende livsvilkår for både mænd og kvinder, og de bliver begge ofre i kærlighedsspillet. Det ses blandt andet i ”Manden som påskud” (1980). Dorrit Willumsen giver ingen lette svar og heller ikke nogen slutninger, der minder om idyllen fra de ugebladsnoveller, hun elskede som barn. Men både i hendes egne erindringer ”Det søde med det sure” og ”Pligten til lykke” samt i romanbiografierne ”Marie” (1983) og ”Bang” (1996) rummer kunsten en mulighed for mennesket for at udtrykke sig og derigennem blive sig selv. Værkerne frem til 1980’erne kan karakteriseres som psykologisk realisme med fokus på det indre liv – på følelser og tanker – og på intimsfæren. Dorrit Willumsen drejer den realistiske stil hen mod det surrealistiske og absurde med et stærkt og sanseligt billedsprog. I 1980’erne begynder hun at rendyrke realismen, hvilket blandt andet ses i ”Suk Hjerte” (1986), som skildrer en københavnsk familie delvist selvbiografisk med fokus på en lille piges opvækst. På samme tid begynder også en ny linje i forfatterskabet: Den historiske roman. Det sker med læsergennembruddet ”Marie”, der foregår omkring den franske revolution, og denne linje fortsættes med ”Klædt i Purpur” (1990), ”Bang” og ”Bruden fra Gent” (2003).

 Historierne foregår i vidt forskellige historiske epoker fra antikken og op til 1900-tallet, men de bliver tidløse af Dorrit Willumsens modernistiske skrivestil og af hendes frit digtede indrepsykologiske portrætter. Dorrit Willumsens erindringer er udkommet i to bind med titlerne ”Det søde med det sure” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011).

.