Manden som påskud

Citat
”Han ville have gjort dem lykkelige. Han har virkelig prøvet. Han har altid klaret sine forpligtelser. Terminer. Afdrag. Frisørregninger. Alimentationsbidrag. Grammofonplader. Men han deltog ikke nok i Lones udvikling de første år, siger Lisa. Ti år efter er hun sig krænkelser og forurettelser bevidst. Og han husker alt anderledes.”
”Manden som påskud”, side 77.

I 1981 modtog Dorrit Willumsen som den første kvinde nogensinde Det Danske Akademis litteraturpris for ”Manden som påskud”, der udkom i 1980. Den egentlige hovedperson i denne tragiske roman er en charmerende, unavngiven mand, der arbejder i et møbelfirma. Han har en ekskone, Sonja, en nuværende kone, Lisa, en elskerinde, Marianne, og to døtre, Monica og Lone, fra henholdsvis det første og det andet ægteskab.

Det er Lisa, Marianne og Monica, der skiftevis fortæller historien i bogens 13 kapitler, med undtagelse af det tiende kapitel, hvor manden selv kommer til orde. Kvindernes beretninger, som er fortalt i tredje person, kredser omkring deres forhold til den unavngivne mand. Fælles for dem er, at de har eller har haft et håb om, at han skulle gøre dem lykkelige. Men for Lisa og Marianne har det været et forgæves håb. Ved historiens begyndelse siger Lisa til ham, at hun vil skilles, fordi hun aldrig har været lykkelig sammen med ham, og selvom de har været gift i 13 år, så er hun bange for ham. Men hun gør ikke alvor af sine ord, fordi hun som hjemmegående hustru lever trygt af hans penge. Marianne ejer en blomsterbutik og lever et selvstændigt liv men er alligevel blevet afhængig af sin elskers beskyttelse. Hun tør ikke gå ud med andre mænd, eller tage ud at spise eller rejse alene, også selvom forholdet til hendes elsker hverken er særligt romantisk eller lykkeligt. Da hun endelig skriver et brev til ham om, at hun vil afslutte forholdet, giver hun ham det ikke.

Datteren Monica fra det første ægteskab har tilbragt en del af sin opvækst på et børnehjem, fordi hverken hendes mor eller hendes far ønskede at tage sig af hende. Da moderen Sonja finder en ny mand, flytter Monica hjem til dem, men er ulykkelig, nervøs og overvægtig og hungrer efter sin fars kærlighed. Den mærker hun glimtvis ved et kort møde, og hun anstrenger sig efterfølgende med slankekure og skønhedsbehandlinger, for at han skal blive stolt af hende. Hun får sig endda et arbejde på en skønhedsklinik, hvor hun hjælper andre kvinder med at slippe af med rynker og overvægt for at gøre sig fortjent til mænds kærlighed. Den mandlige hovedperson kan ikke forstå, hvorfor han ikke magter at gøre kvinderne lykkelige. Han føler, at han gør, hvad han kan, da han altid har levet op til sine økonomiske forpligtelser, men han forstår med al tydelighed kvinderne og deres behov lige så lidt, som de forstår ham. Hovedtemaet formulerer Marianne meget klart: ”Hver gang hun tænker over sig selv er det i forhold til ham. Måske er det forskellen” (side 67). Kvinderne vender nemlig al deres opmærksomhed hen på manden og bruger ham som påskud for ikke selv at tage ansvar for livet og lykken.