Pligten til lykke

Citat
”Hun siger, hun vil arbejde. Men hun er næsten altid hjemme og behøver sikkert ikke engang at stå op til en bestemt tid. Det arbejde, det er noget, hun selv finder på. Og det er ikke nødvendigt. Det er noget, hun bare kan lave, når der ikke er andet, der er vigtigere. Men tilfreds, det er hun åbenbart ikke. Hun må være en meget utaknemmelig kvinde. Hun, der har alt.”
”Pligten til lykke”, side 103.

Andet og sidste bind i Dorrit Willumsens erindringer udkom i 2011 med titlen ”Pligten til lykke”. Den fortsætter, hvor ”Det søde med det sure” slap, nemlig i 1962, da Dorrit Willumsen har mødt Jess Ørnsbo, og man følger deres ægteskab, familieliv og forfatterkarriere helt frem til i dag.

De to bliver gift i 1963 og flytter sammen ind i en lille lejlighed på Vesterbro, hvor møblerne står i lag, og hvor Jess Ørnsbo maler den ene af væggene sort. Dorrit Willumsen kæmper for at finde en balance mellem at passe hjemmet, som det forventes af en hustru, at traktere de mange gæster, der kommer på besøg, at tage sig af sin elskede, aldrende morfar og samtidig at stjæle sig til tid alene med sin skrivemaskine Olympia.

Da morfaren dør, flytter parret til et stort, arkitekttegnet hus i Viby Sjælland, hvor der er gærende vin i kælderen til de mange gæster og plads til grand danoisen Tøs, den japanske mynde Naru, akvariefisk og svigermoren, der konsekvent kalder Dorrit for Dorthe og kritiserer hende for hendes elendige husholdning. I modsætning til Jess Ørnsbo, der trives bedst med mange mennesker omkring sig, så har Dorrit Willumsen brug for ensomhed og stilhed til sin skriveproces, og hun flygter derfor så ofte hun kan ind til en skrivelejlighed i København eller ud på rejser alene. Hun får sønnen Tore, men da hun bliver gravid igen, vælger hun abort.

28728387

Ægteskabet er præget af konflikter og jalousi, især efter at de begge to bryder igennem som forfattere. I dagevis kan Jess Ørnsbo forsvinde efter et skænderi med en flaske gin under armen, og da Dorrit Willumsen modtager de store priser fra Det Danske Akademi og Nordisk Råd, forstår han ikke, at hun tager imod dem, og han møder ikke op til prisuddelingen.

Det centrale tema i erindringsbiografien er Dorrit Willumsens kamp for et frirum til at skrive ved siden af sine pligter som hustru og mor. Hun tror nemlig fortsat på kernefamilien og bliver aldrig en del af den etablerede kvindebevægelse. Da hendes veninde Ulla Dahlerup sammen med nogle andre kvinder bliver båret ud af en bus under stor mediebevågenhed, fordi de nægter at betale fuld pris, så længe der ikke er ligeløn, står Dorrit Willumsen hjemme i køkkenet og laver culottesteg til sin familie og svigermor.

Hendes kamp og udviklingshistorie som kvinde og forfatter, der er bogens centrale temaer, er bygget op af enkeltstående erindringsglimt, der lige som i ”Det søde med det sure” er fortalt i et let og nøgternt sprog præget af skæve vinkler og humor.