Bølgerne

Citat
”For at være mig selv (noterer jeg mig) har jeg brug for lyset fra andre menneskers øjne og kan derfor ikke være helt sikker på, hvad der er mig selv. De ægte, som Louis, som Rhoda, er mest fuldkomment til i ensomhed. De afskyr illumination, reduplikation.”
”Bølgerne”, s. 91.

I "The Waves" fra 1931 (”Bølgerne”, 1994) følger vi de seks venner Bernard, Neville, Louis, Rhoda, Jinny og Susan fra barndommen og til livets afslutning. Deres fællesskab, deres splittelse, deres sorger og glæder, og deres minder.
Som læser er man vidne til barndommens leg og den dertilhørende naturlige følelse af at være en enhed, og derefter splittelsen når drengene og pigerne sendes på forskellige kostskoler.
Herefter følger ambivalensen i at opdage hinandens forskellige forcer i teenageårene, som de både kan drage fordele af og føle jalousi over. Bernard er historiefortæller, Louis en outsider, der har brug for bekræftelse og succes, Neville er sørgende og søgende, Susan søger livet på landet og moderskabet, Rhoda er usikker og ængstelig, Jinny er en festlig skønhed, og desuden er der Percival, som ikke bærer sin egen stemme i romanen, men som fremstilles af de andre som en art moralsk forfalden helt.
Da Percival dør, tager det pusten fra dem alle, for hvad betyder det, at døden har taget plads i den relation/konstellation, som engang virkede ubrydelig?

28739907

At læse “Bølgerne” er som at læse et langt, fabulerende og filosofisk digt, der undersøger individuelle bevidstheder, og hvordan de udvikler sig og kan influere på hinanden. Det er som en ode for seks stemmer, for på skift kommer de seks venner på banen med deres refleksioner og recitationer over livet.
Det er identiteten, der er på spil i romanen. Både på det tematiske og det strukturelle niveau. Strukturelt har tekstens seks fortællere ingen af de traditionelle romanstrukturer til at bære sig igennem. Der er ingen deskriptioner ud over de seks personers recitationer, der er ikke noget konkret plot, og der er ingen person- eller miljøkarakteristik ud over den, vennerne selv giver ved hjælp af deres refleksioner.
Samtidig er ingen af karaktererne stærke identiteter. De forsøger hele tiden at forklare sig selv med nye ord og begreber, og ofte ved at drage paralleller eller kontraster til de andre karakterer. På den måde skaber de konstant sig selv og forsøger at skabe en platform, hvor de hver især kan stå sikkert. Romanen undersøger således, hvordan identiteten er i konstant udvikling, og hvordan vi forstår os selv og hinanden. Selvstændigheden og fællesskabet kontrasteres konstant, og mens identitetsprojektet forbliver problemfyldt, står barndommens fællesskab som et rum, hvor de er usårlige selv overfor døden. Men som voksenlivet sniger sig ind på dem, bliver det sværere og sværere at bevare det tætte bånd, og døden spiller en stadig mere nærværende rolle i recitationerne. Sluttelig bevidner man som læser afslutningen af livsbanerne, afskeden med livet, og tilbagesmeltningen i den fælles væren.
”Bølgerne” er Virginia Woolfs mest komplekse værk, og at kalde den en roman er muligvis misvisende. Selv kaldte Woolf den for et ”play-poem” – altså et lyrisk skuespil. Omend værket bæres af seks separate stemmer, kan man læse disse forskellige stemmer som en undersøgelse af en bevidsthed og alle dens facetter.