Beslægtede forfatterskaber

I kraft af sin litterære blanding af socialrealisme og fantastiske og overnaturlige begivenheder er den kinesiske forfatter blevet sammenlignet med den colombianske magisk realisme-forfatter Gabriel García Márquez (f. 1927), der bl.a. har skrevet slægtsromanen ”Hundrede års ensomhed” (1967).

Ifølge Anne Wedell-Wedellsborg, der er ekspert i kinesisk litteratur og lektor på Afdeling for Asienstudier på Aarhus Universitet, var Mo Yan ”(…) en del af 1980’ernes såkaldte ’rodsøgende bevægelse’, som var påvirket af latinamerikansk magisk realisme, men med den forskel, at forfatterne tog fat i de kinesiske traditioner og folkesagn og bearbejdede dem.” (Rasmus Bo Sørensen: En kinesisk Marquez. Information, 2012-10-12.) Wedell-Wedellsborg peger på Márquez og William Faulkner (1897-1962) som åbenlyse inspirationskilder, og samtidig med, at Mo Yan selv begyndte at skrive, oversatte han da også både Márquez og Faulkner.

Mo Yan karakteriserer sig selv som forfatter af realisme og ofte historisk baseret fiktion, men ligesom med Márquez strækker Mo Yan den realistiske og historisk baserede fiktion i nye og ofte ildesete retninger. Således er de officielle og historiske optegnelser af bondeoprøret, der ligger til grund for ”Hvidløgsballaderne”, af mindre interesse for forfatteren. Mo Yan vil i sidste ende hellere fortælle den gode og malerisk beskrevne historie.