Men elske maa jeg dog det Nye –
For det er dog det allerældste,
Det Reentforglemte og det Længstforsvundne
[Det Dybestsavnede, det] – Atterfundne”.
Efter Emil Aarestrups død udgiver F.L. Liebenberg og Christian Winther i 1863 samlingen “Efterladte digte”. Ud over forfatterens egen lyrik indeholder bogen ligeledes hans gendigtninger af de udenlandske forfattere Heine, Burns, Byron og Moore. Tematisk og stilistisk ligger digtsamlingen i forlængelse af hans tidligere udgivne digte. Man finder også her en udtalt formbevidsthed herunder en særlig sprogbehandling. Aarestrups sans for det konkrete, jordnære og humoristiske men også koblingen mellem det sanselige og det eksistentielt smertefulde er også til stede her, ligesom opfattelsen af kunsten som en selvstændig sfære.
Som det var meget tydeligt i digtet “Paa Sneen” fra samlingen “Digte” er det erotiske og digtningen også i Aarestrups senere lyrik to parallelle former for sanselighed. Det er et kendetegn, som man også finder hos en anden af samtidens store forfattere, Søren Kierkegaard, hvis Forfører ikke er en Don Juan-figur men en æstetiker. Som det hedder i Keld Zeruneiths bog om Aarestrup: “Æstetikkerens nydelse er bundet til selve nydelsesforestillingen og til synet af den hengivelsestrang, han har vækket i sit uskyldige offer, og som hun prøver at bekæmpe med sin blufærdighed. Som Forføreren så udmærket siger det: “Det er mig slet ikke om at gjøre i udvortes Forstand at besidde pigen, men kunstnerisk at nyde hende””. (Keld Zeruneith: Den frigjorte – Emil Aarestrup i digtning og samtid). Begge forfattere placeres da også typisk inden for den såkaldte romantisme ligesom de har denne omdannelse af det erotiske til kunst til fælles.
I Aarestrups digte efter 1838 ser man ligeledes det tematiske fokus på koblingen mellem det seksuelle og døden. I digtet “Drømmen” står det blandt andet, med en henvisning til den bibelske figur, Judith: “Der stod du, rædselsfuld og bleg, En rank Judith, Og i min Strube følte jeg, Det dybe Snit”.