Læsningens anatomi

Citat
”København er varm, jeg er alene hjemme i denne uge. // Optager lyden af Pernille, der (indenads-) læser Michauxs Streker i lydstudiet på skolen. Vi skruer meget højt op for mikrofonen, alle lyde forstørres. Siderne er lavet af træ, det er helt tydeligt. Og de skubber til luften, når de vendes. Det piber fra luftrøret. Stolens fletsæde skrider.”
”Læsningens anatomi”

Da Amalie Smith efter en hjernerystelse blev forbudt at læse noget som helst, besluttede hun sig for at vende begrænsningen til et kunstnerisk benspænd. Det blev til ”Læsningens anatomi” fra 2012, der er en måneds dagbogsoptegnelser om at læse samt notater om de læsetips hun i perioden modtog fra velmenende venner. Smith går videnskabeligt til værks med udgangspunkt i teoretiske tekster om læsningens væsen.

I notater fra 1. til 31. maj måned følger vi fortællerjeget, der læser i parker på Nørrebro i København, læser op, går til oplæsninger og udstillinger. De korte tekststykker fortæller om dagens vejr og temperatur, om graffiti på murene langs S-toget og citerer fra de læserelaterede snakke, fortælleren har med venner og fagfæller.

29603618

Bogen er en personlig refleksion over, hvad det vil sige at læse og samtidig en litterærvidenskabelig afsøgning af feltet. En dissektion af læsningen som næsten medicinsk objekt: ”Når jeg vil se på læsningens anatomi, er det for gennem en dissektion af læsningens krop at forsøge at forstå dens iboende strukturer”, som der står i den upaginerede bog.

Fortælleren kommer ind på alle tænkelige former for læsning: oplæsning, indre læsning, afbrudt læsning, læsning af blindskrift og læsning af asemisk skrift, der er ulæselig skrift. Opdelingen i at læse og at se er gennemgående, f.eks. i forhold til asemisk skrift, der ikke kan afkodes tegnmæssigt, men læses som et billede. Undervejs er hun på Statens Museum for Kunst og se på malerier af læsende mennesker, og hendes søgning på malerier med ’læsende’ i titlen er optrykt. Søgningen giver 35 hits, og der er ikke engang medtaget det ligeledes optrykte maleri ”Stående, læsende” af Hammershøi. Det udmærker sig ved at skildre et læsende menneske, hvorved kontakten i maleriet ikke sker ud mod beskueren, men bibeholdes mellem karakter og bog. Bogen, som ikke viser andet frem end lys og overflade.

”Læsningens anatomi” er en køligt begejstret, klog og belæst bog. Det hele ser umiddelbart tilfældigt ud, men er nøje orkestreret, så læseren kommer omkring hele læsespekteret.