Margaret Atwood

Margaret Atwood har engang sagt, at hvis hun ikke havde bestemt sig for at være forfatter ville hun være blevet arkæolog. Det kan tydeligt mærkes i hendes fascination af fortiden, også den dybt begravede, måske endda før-menneskelige fortid.
”Life Before Man”, 1979 (”I begyndelsen”, 1981) skildrer tre mennesker - to kvinder og en mand - hvis følelsesmæssige investeringer hovedsagelig ligger i fortiden. I den trekant, som opstår, opløses ét ægteskab langsomt og umærkeligt, mens et nyt forhold langsomt og næsten umærkeligt former sig. Men på baggrund af en farveløs nutid møder man lynglimt fra fortiden, som viser hvorfor kontrol bliver den altdominerende kraft i én kvindes liv, hvorfor den anden kvindes lidenskabelige interesse for dinosaurer er stærkere end evnen til menneskelige relationer, og hvorfor den bløde mand har svært ved at overvinde barndomsmønstre, som gør, at han vælger sine partnere mere ud fra fantasiforestillinger end virkeligheden. ”I begyndelsen” er et studium i fortidens magt over nutiden.

”Alias Grace” fra 1997 (”Alias Grace”, 1996) er Margaret Atwoods første historiske roman. Romanen er en fiktiv beretning om en af Canadas mest berømte mordsager, mordet på den canadiske gentleman Mr. Kinnear og hans elskerinde Nancy Montgomery i 1843 og den efterfølgende dom over staldkarlen James McDermott og den 16-årige tjenestepige Grace Marks. Mens James McDermott blev hængt, fik Grace Marks en fængselsdom på livstid. I samtiden blev mordet og retssagen ivrigt fulgt – ikke mindst af de canadiske, amerikanske og engelske aviser, som uden blu digtede videre på kendsgerningerne, krydrede historien med sex og hor og tillagde de tiltalte diverse andre moralsk forkastelige motiver.

21797669

I ”Alias Grace” digter også Margaret Atwood videre på historien om Grace Marks, men giver samtidig Grace sin egen stemme. Romanen er opbygget som en rammefortælling. Den unge amerikanske doktor Simon Jordan med speciale i psykiatri ankommer til Kingston for at studere Grace Marks. Han er interesseret i, hvorvidt hun er ved sine sansers fulde fem, og om han med samtaleterapi kan få hende til at huske hændelsesforløbet omkring mordene sådan, som det i virkeligheden gik til. Mens denne del af romanen fortælles i nutid i tredje person fra Simon Jordans perspektiv, udfolder Grace Marks’ fortælling sig i jegform og i datid, idet hun fortæller doktoren historien om sit liv.

Doktor Simon Jordan er en moderne mand, som i løbet af sine lægevidenskabelige studier har erfaret, at mange udsagn om kvinders natur er fordomsfuldt vås. Men selvom han går rationelt og metodisk til værks, viser sandheden om Grace sig at bestå af mange modstridende kendsgerninger, og historien bliver snart uoverskuelig for doktoren, der heller ikke kan lade være med selv at tillægge Grace Marks motiver, som egentlig er udtryk for hans eget begær.

Margaret Atwoods fortælling om Grace Marks tegner hverken et portræt af en kold og kynisk kvinde eller af en stakkels sindssyg, men maler derimod en kompleks profil af en ung kvinde i en tid, hvor kvinden sjældent havde nogen stemme, og hvor andre definerede hendes kår og identitet.

I MaddAddam-trilogien, som tæller ”Oryx and Crake”, 2003 (”Oryx and Crake”, 2003), ”The Year of the Flood”, 2009 (”Syndflodens år”, 2011) og ”MaddAddam”, 2013 (”MaddAddam”, 2014), fremskriver Margaret Atwood en alternativ fremtid og et højteknologisk, men afstumpet teknokratisk samfund. Klimaforandringer har udryddet flere plante- og dyrearter og forandret fødevareproduktionen markant. I de sikrede Enklaver bor og arbejder de rige og højtuddannede som en slags hjerneslaver for Koncernerne, der konstant forsker i kilder til profit: alternativer til animalsk protein, livsforlængende behandling og andet, der kan tilfredsstille menneskets begær. I plebsområderne råder lovløsheden, og folk bor i slum, spiser dårlig fastfood og har ikke råd til hospitalsbehandling.

51246764

I trilogien følger vi en række karakterer og grupper, hvis livshistorie før eller siden flettes ind i hinanden, bl.a. de to hemmelige modstandsgrupper, hackerne og bioterroristerne i MaddAddam og de religiøse økoaktivister Guds Gartnere, der holder bier på slummens tage, dyrker grøntsager og forsager al teknologi. Centralt i fortællingen er de to venner Jimmy og Glenn (aka Crake), som begge er børn af højtstående eliteforskere inden for genetik og genmodificering. Den hyperintelligente Crake udvikler gennem gensplejsning en ny ”fejlfri” menneskerace, der er fri for seksuel jalousi og grådighed, ligesom de heller ikke behøver tøj og animalsk protein, men går nøgne rundt og spiser blade. Da en verdensomspændende pandemi udrydder langt det meste af Jordens befolkning, bliver ”crakerne” sluppet løs fra forskningscenteret og slutter sig til de overlevende Guds Gartnere og MaddAddam’ere, der har slået sig sammen. Det nye fællesskab bliver en spæd begyndelse på en ny verden og et nyt samfund, en genstart af menneskeheden.

Fortællingen udfolder sig skiftevis fra forskellige karakterers perspektiv, men ens for fortællerstemmen er den ironi, hvormed der fortælles om f.eks. crakerne, der bliver blå, når de er frugtbare og klar til at parre sig, og om de farverige Mo’Hair-får, der går rundt som levende shampoo-reklamer: ”Dens venner i Mo’Hair-fårenes fold bræger til den: sølv Mo’Hairs, nogle blå, grønne, lyserøde, brunetter og blondiner: alle regnbuens farver. Hair i dag, Mo’Hair i morgen sagde reklamen, da skabningerne blev lanceret” (”MaddAddam”, s. 47).

Det er morsomt, men det er samtidig en invitation til at reflektere over, hvor tæt vi i dag er på den virkelighed, som beskrives i MaddAddam-trilogien.

”The Testaments”, 2019 (”Gileads døtre”, 2019) er en selvstændig fortsættelse til ”Tjenerindens fortælling” (1985) og foregår 15 år efter. Den unge pige Agnes vokser op i et fint Kommandant-hjem, men da hendes stedmor Paula vil have hende ekspederet videre i et ægteskab med en af regimets øverstkommanderende, tager hun kontakt til Tante Lydia, som fatter sympati for Agnes.

I stedet for ægteskab får Agnes lov til at komme i træning som Tante på Ardua Hall, Tanternes helle, hvor Tante Lydia i al hemmelighed arbejder med at nedskrive sine erindringer. Vidnesbyrdet skal ødelægge det regime, som hun selv har været med til at opbygge. Agnes bliver inddraget i planen, og ligeså gør den unge Daisy i Canada, da hun rekrutteres af modstandsbevægelsen Mayday og frivilligt lader sig hverve af Gileads missionærer for at kunne indhente oplysninger fra en vigtig og prominent kilde, der kan sætte en stopper for styret.

47051665

Tilværelsen i Gilead skildres som sort-hvid. Der er kun dyd eller synd, sund baby eller U-baby, liv eller død, og ingen rum til menneskelighed. Det grumme dukker op lige midt i idyllen, som når pigen Becka forsøger at begå selvmord med rosensaksen midt i blomsterarrangementerne. Tørt kommenterer fortælleren, at det ødelagde de hvide kæmpemargueritter.

Modsat ”Tjenerindens fortælling”, der blev båret frem af kun én fortæller, er der tre stemmer på spil i ”Gileads døtre”, som på skift bærer fortællingen frem med hver deres perspektiv. Hurtigt aner man, at de tre stemmer er knyttet sammen i en større sammenhæng, og begæret efter at samle trådene er motor i den handlingsmættede roman.

Med ”Gileads døtre” binder Margaret Atwood en sløjfe på løse ender i både ”Tjenerindens fortælling” og tv-serien ”The Handmaid’s Tale” (2017-). I et interview i Politiken fortæller hun, at hun følte sig inspireret af læsernes og seernes mange nysgerrige spørgsmål om, hvad der efterfølgende skete i Gilead. Men hun blev også motiveret af Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident i 2016, hans kvindesyn og i det hele taget de totalitære tendenser, som hun ser rundt omkring i verden i dag, hvor politik bliver drevet af frygt, vrede og nostalgi (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).

”Min onde mor – Fortællinger”, 2023 (”Old Babes in the Wood”, 2023) er en kalejdoskopisk samling af femten fortællinger. Aldring, minder og savn spiller en stor rolle, men ellers er både stemning og fortællestil meget varieret. Novellesamlingen falder i tre dele. I første og sidste del relaterer historierne sig til det aldrende ægtepar Nell og Tig, mens midterdelen sprudler i alle retninger.

Allermest sigende for samlingen er titelnovellen ”Min onde mor”, hvor en datter fortæller om sin opvækst med en fantasifuld mor, der påstod, at hun med sine overnaturlige hekseevner kunne slå svigersønnen ihjel. På dødslejet mange år senere indrømmer hun, at hun med sine vilde historier bare ville have datteren til at føle, at universet passede på hende. På samme måde synes denne samling at være en fejring af historiefortællingens muligheder for i alle mulige stilarter at se det bedste og værste i øjnene og videregive sine erfaringer.

136708139

”Afdødesamtalen”, en forfatters samtale med den afdøde forfatter George Orwell, er således fyldt med taknemlighed over den inspiration, Orwell har været, men samtidig pakket ind i en let komisk, spiritistisk seance. I en mere episk stil skitserer ”Selvbetjening” på få sider et fremtidssamfund, hvor en seksuelt overført sygdom har gjort, at matriarker – modsat i ”Tjenerindens Fortælling” – må arrangere ægteskaber blandt ubesmittede unge mennesker for at sikre mikrobefri nyfødte.

Med alderen kommer en overbærende forståelse tættere på, som det fremgår af to noveller om møder mellem gamle veninder. I ”Dårlige tænder” konstaterer en af veninderne, at man i deres alder er til grin, bare fordi man er gammel. Nu kan man derfor slippe afsted med næsten alt. Men ikke med at leve evigt, som novellerne om ægteparret Nell og Tig viser.

I åbningsnovellen ”Førstehjælp” deltager parret med fornøjelse i et førstehjælpskursus med Mr. Foote, der ved alt om at redde liv. Men som Tig spøgefuldt konstaterer, kommer vi ikke levende ud herfra lige meget hvad. I bogens sidste noveller er Tig død, og Nell beskriver i ”Enker” sin stærke følelse af, at Tig alligevel ofte er lige så levende til stede som før, selv om andre nok vil betragte hende som kuk-kuk, hvis hun sagde det. Det er historier om sorgens mange ansigter og om at bruge de kryptiske beskeder fra de døde til at komme videre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Min onde mor"

Margaret Atwood har skrevet inden for en lang række genrer, men er måske bedst kendt herhjemme for sine dystopier som ”Tjenerindens fortælling” og MaddAddam-trilogien. Selv definerer hun genren som ’spekulativ fiktion’ – ikke science fiction – for hvor science fiction foregår i en verden i en fjern fremtid, foregår hendes spekulative fiktion i en verden meget lig vores. I efterordet til ”MaddAddam” forklarer hun: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” (s. 462).

Med syrlig ironi og opfindsomhed skildrer Margaret Atwood magtforhold i samfundet – mellem mennesker og mellem kønnene – ligesom menneskets begærlige rovdrift på og omformning af naturen er genstand for kritik. Det er ikke selve teknologiens udvikling og menneskets herredømme over naturen, som Atwood sigter mod i f.eks. sin skildring af gensplejset flora og fauna i MaddAddam-trilogien, men derimod måden hvorpå videnskaben anvendes: ”Jeg dyrker ikke klichéen om den gale videnskabsmand. Det her er ikke Mary Shelleys Frankenstein forfra. Videnskab er et værktøj. Som en hammer. Man kan bruge den på godt og ondt, til at bygge et hus eller til at dræbe sin nabo. Noget af bioteknologien i min bog er ganske praktisk. Det er ikke videnskaben, vi må se på, men de mennesker, som bruger den.” (Arifa Akbar: Nogen tror fejlagtigt, at naturen er kærlig. Information, 2009-11-13).

Om beskrivelsen af det religiøse og undertrykkende regime Gilead i ”Tjenerindens fortælling” og ”Gileads døtre” har Atwood desuden forklaret, at hun ikke har opdigtet noget, der ikke har et fortilfælde i historien. Med det vil hun gerne pege på, at vi ikke bør tage menneskets rettigheder for givet, men være bevidst om at værne om dem: ”A-L-T- kan komme tilbage. Alt. (…) Vi må altid være på vagt. Vi kan ikke tage ting for givet, for intet er givet,” siger hun i et interview til Politiken (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).

Betegnende for hele Margaret Atwoods forfatterskab er også ideen om fortællingens eksistensberettigelse. Identitet knyttes uløseligt sammen med det at have en stemme, at have ordet i sin magt og at kunne fortælle historien om sig selv og verden. ”Fordi jeg fortæller dig denne historie fremtvinger jeg din eksistens. Jeg fortæller, derfor er du,” siger hovedpersonen i desperation i den dystopiske fremtidsroman ”Tjenerindens fortælling” (s. 316). Fortælleren har mistet sin elskede, sit barn og sit tidligere liv, men ved hjælp af fortællingen om sig selv og sin verden holder hun håbet om overlevelse og genforening levende. Og i MaddAddam-trilogiens afsluttende bind bliver historiefortællingen fundamentet for skabelsen af et nyt samfund og en ny forståelse af relationen mellem menneske og natur.

Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling” er ofte blevet sammenlignet med George Orwells ”1984” fra 1949 (”1984”, 1950) – en dystopisk roman om en totalitær stat med Big Brother som det ikoniske overhoved. Borgerne i Oceanien overvåges og aflyttes gennem teleskærme, hvilket gør det umuligt at sige eller skrive noget, som ikke eksisterer i statens nye sprog – Newspeak. Sprog, ord og evnen til at fortælle er et centralt tema i både ”Tjenerindens fortælling” og ”1984”, men hvor hovedpersonens forsøg på at bryde ud af samfundet i Orwells roman ender håbløst, er tonen mere optimistisk i Atwoods dystopi. Offred finder frem til sig selv igennem fortællingen om sit liv og om de mennesker, hun holder af. Der er en tone af indre frigørelse til slut og et håb om en fremtid netop på grund af fortællingens magt.

Der er også en stærk reference til George Orwells ”Animal Farm”, 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947) i MaddAddam-trilogien, hvor de gensplejsede svin, Grisongerne, bliver sat fri efter en verdensomspændende pandemi og pludselig bliver menneskets ligemænd, og hvor gensplejsede Mo-Hair-får går rundt som dumme farvestrålende shampoo-reklamer. Margaret Atwood har selv i et essay om George Orwell udtalt, at ”Animal Farm” var en af hendes tidligste og mest intense læseoplevelser (Margaret Atwood: My hero: George Orwell. The Guardian, 2013-01-18).

Atwoods forfatterskab trækker også stærke linjer til den britiske forfatter Aldous Huxley og hans science fiction-roman ”Brave New World” fra 1932 (”Fagre nye verden”, 1960). Huxley forestiller sig her det ideelle samfund, hvor stabilitet og lykke bliver sikret ved centralt at kontrollere menneskets forplantning fuldstændigt. Mennesker dyrkes på flasker og udvikles i en kunstig livmoder på forskellig vis, så hvert foster præges til at udvikle fysiske dispositioner og karaktertræk, der passer til den sociale position, som de fødes til. På samme vis er forholdet mellem social stabilitet og det menneskelige forplantningsliv en grundpille i Atwoods skildring af Gilead i ”Tjenerindens fortælling”, mens bioteknologiens muligheder for at omforme og forbedre menneskets arveanlæg er omdrejningspunktet i MaddAddam-trilogien.

De bioetiske spørgsmål, som Margaret Atwood stiller i sine romaner, bringer også tankerne hen på den britiske forfatter Kazuo Ishiguro, som i romanen ”Never Let Me Go”, 2005 (”Slip mig aldrig”, 2005) skildrer en verden, hvor sygdomme og død bliver holdt for døren ved at klone mennesker og høste deres krop for organer. Ligeledes anses tjenerinderne i ”Tjenerindens fortælling” ikke som unikke individer, men er udelukkende reduceret til deres biologiske funktion.