For danske læsere er Kristín Marja Baldursdóttirs ”Hús úr húsi”, 1997 (”Fra hus til hus”, 2013) en ny bog, men den er skrevet før Karitas-bøgerne, der gav forfatteren det store gennembrud.
Kolfinna nærmer sig de 30, men hun er ikke nogen succes. Efter et job som omstillingsdame i et bilfirma må hun se sig fyret af både kæresten og arbejdspladsen. Hun er flyttet hjem til sin sure og kronisk beklagende mor, der altid påpeger andres fejl og mangler. Kolfinnas højgravide veninde Matthildur tilbyder derfor Kolfinna at overtage sin rengøringstjans.
29791163
Det betyder, at Kolfinna skal gå fra hus til hus og gøre rent hos det, der må betragtes som overklassen; en kendt og sexet operasangerinde, en streng, pertentlig og sexet advokat, en bidsk, svinsk og sexet forsker og en gammel kvinde, der engang har været smuk – og formodentlig sexet. Vi følger Kolfinnas møde med en ny og betagende verden, der socialt står over hende, hvor de forskellige hjem repræsenterer kunsten, juraen, videnskaben og visdommen. Mødet med denne anden, passionerede verden udvider Kolfinnas horisont. Efter et skønhedstip fra operasangerinden forvandler Kolfinna sig fra at være sorthåret og sortklædt til at blive en blond, kortklippet og sporty type i friske farver. Hendes rejse mod ”et smukt liv”, et andet liv end det, hun er vokset op med, er begyndt. Ambitioner, længsler og drømme spirer frem og forvandler Kolfinna fra at være en pige i omstillingen til at være en omstillingens kvinde.
Handlingen foregår i nutid (1997), hvor de forskellige sociale lag i Island beskrives gennem karakterernes handlinger. Et fornemt greb er blandt andet Kolfinnas mors ærgrelser over at have skiftet plads i sit arbejde i kantinen: Det betyder, at hun ikke kan tage rester med hjem fra den varme mad – kun smørrebrødsresterne. Og moderen vil helst undgå at bruge penge. På noget som helst. For hende er livet hverken kunst, videnskab eller retfærdighed. Det er overlevelse. Kolfinna, der er nær de 30, gøres måske lidt dummere og mere naiv, end hun burde være, muligvis fordi forfatteren herved får mulighed for at beskrive det, der overrasker hende. På den måde ligner Kolfinna barnet Agga, den undrende hovedkarakter i ”Mågelatter”.