Fordi Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab indeholder så mange referencer til billedkunsten, og fordi landskabsbeskrivelserne og de islandske sagaer løber som en tråd gennem hendes historier, kan det give mindelser om den danske billedhugger og maler Sven Havsteen Mikkelsens billeder af nordens landskaber. De mørke klipper og bjergsider på den ene side og de strålende himle over dem, det lyse græs og fuglelivet, en balance mellem det lette og tunge, mellem himmel og jord, kendetegner både Havsteen Mikkelsens værker og Baldursdóttirs billede af Island, omend sidstnævnte har placeret et ganske markant kvindeligt vandmærke i sine værker.
Netop det kvindelige modstykke til en markant, mandlig forfatterkollega finder anmelder Anne Vindum i Baldursdóttirs første bog om Karitas. Vindum kalder den en kvindelig pendant til Halldór Laxness’ hovedværk “Frie mænd” og skriver endvidere i sin anmeldelse: “Som i megen anden islandsk litteratur er der et umiskendeligt eventyrligt præg over fortællingen. De 17 katte, der har en central rolle, er vildt uhyggelige, ligesom de kvinder, der om natten hjemsøger Karitas. Naturens voldsomme kræfter spiller ind på karaktererne, og jeg sad selv og krøb sammen under de værste storme. Baldursdóttir er en dygtig fortæller, der mestrer at kombinere kulturhistorie med kærlighedshistorie. Som forelagt i Louise Rosengreens artikel Frie kvinder? er "Karitas uden titel" en art kvindernes "Frie mænd". Med begge bøger i bagagen har man et godt indblik i den islandske udvikling fra bondesamfund til moderne samfund. Lægger man Hallgrímur Helgasons "Islands forfatter" oveni, skulle man være dækket ind.”