Den endeløse sommer

Citat
”Man ved aldrig med døden, men når man først har fået øje på hende og forstået, at det er hende, det hele handler om, så kan man ikke få øjnene fra hende, det er umuligt at vende sig bort eller for alvor koncentrere sig om noget andet.”
”Den endeløse sommer”, s. 155.

Med romanen ”Den endeløse sommer” fra 2014 har forfatteren fået et nyt alias, nemlig Madame Nielsen. Romanens hovedkarakter beskrives i første linje som en ung dreng, der måske er en pige, og således er scenen sat for en litterær leg med (køns)roller.

Handlingen er spinkel. I centrum for romanen er historien om en ung mand, der tilbringer sommeren (hvor sommer ikke nødvendigvis skal forstås som en konkret sommer, men mere som en lys og lykkelig periode) i et bohemeagtigt hjem sammen med sin (midlertidige) kæreste og hendes mor. Men sideløbende udfoldes morens kærlighedsaffære, da hun render af med en ung portugisisk kunstner og charmerer alle i forbindelse med et besøg i hans hjemland. I en sidehistorie rejser Lars til USA, bliver smittet med HIV og dør mod slutningen af bogen, hvilket er med til at placere historien tidsmæssigt i begyndelsen af 1980’erne.

51238583

Imens handlingen er spinkel, er formen svulstig. Titlen leder tankerne hen på en kærlighedsroman i ugebladsstil, og det er da også kærlighedshistorier, der er tale om. Vi er dog meget langt fra ugebladsstilen. Først og fremmest er sætningerne alenlange og kan fylde adskillige sider. Dernæst er fortællerstemmen diffus. Det er ’Madame Nielsen’ – den unge dreng, der er forvandlet til ’den gamle kvinde’, og som nu fortæller med denne syntaks, som om hun er bange for, at hun ikke får fortalt færdigt, inden døden overmander hende.

Og apropos døden, så er den et mindst lige så centralt tema som kærligheden. Endvidere er tid et afgørende emne, hvilket titlen allerede understreger via det ’endeløse’. Det er ungdommens og forelskelsens tid, hvor alt er muligt – indtil den dag, hovedpersonerne konfronteres med dødens gab i forbindelse med Lars’ død. Romanen bærer da også undertitlen ”et requiem”, og hvis man tager den på ordet, skal man således læse romanen som en art sjælemesse for de døde. Den tid, Madame Nielsen fortæller om, er på sin vis død, og dog fremmaner han/hun den i al sin sproglige virtuositet. Såvel tematik som skrivestil kan give mindelser om Karen Blixens noveller, hvilket ligger fint i tråd med forfatteraliasset.