I Madame Nielsens roman ”Det højeste væsen” fra 2017 beretter en unavngiven fortæller om sit møde med og kærlighedsforhold til en ung rumænsk balletdanserinde. Det er historien om kærlighed, lidenskab og vanvid, som snor sig ind og ud af hinanden og driver dem mere sammen for til sidst at rive dem fra hinanden. Denne historie er kun det ene spor. Det andet spor er Historien – den store diskurs. Mellem den unavngivne fortæller og den unavngivne unge balletdanserinde fortælles historien om den rumænske diktator Ceausescu; ”Ham”, som han kaldes – folkets, landets og åndens kropslige inkarnation. Vi hører om politiske begivenheder og om hverdagen i det rumænske diktatur, der ender med henrettelsen af diktatoren og hans kone.
53077145
Romanen springer i tid og rum og væver de to dele af beretningen sammen via ornamenterede sprogblomster. Sprogligt lægger værket sig i forlængelse af de øvrige Madame Nielsen-værker med lange, kringlede sætninger og spor, og hvor stemninger og farver er malet frem med poetisk pensel. Samtidig fremstår lidenskaben og diktatorens magt beslægtede i værket, hvor lidenskaben fremstår nogenlunde lige så udmarvende og destruktiv som diktatorens jernhånd. Ofte er grænsen mellem erotik og vold udvisket i kærlighedsscenerne, og de udpenslede scener, hvor snavs og kropsvæsker synes at flyde i rigelige mængder, virker lige dele dragende og afskyvækkende. I romanen bliver lidenskaben den revolutionære situation, der trækker os ud af vores egen krop og Historiens kontrol.
Romanen tematiserer såvel kærlighed, lidenskab som magt. Det er en roman, der trækker tråde til både Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og André Bretons ”Nadja”. Fortælleren spejles i danserindens begær, ligesom diktatoren spejler sig i folket og omvendt. Begge dele ender i tilintetgørelsen, men tilbage står kærligheden og lidenskaben som de momenter, hvor en potentiel frigørelse finder sit lidenskabelige sprog og tidspunkt.