The Monster

Citat
”korridoren er bristefærdig af liv, en sammentrængt masse af menneskelegemer allerede i ekstase, deliriske febrilt svedende, stønnende, pludselig straks kvalte skrig, der undslipper mørket, den ingen, han var, er æltet ind, fucked up af og i massen af svedende kroppe, der ikke længere er kroppe, men bare slimet materie, der æltes og æltes, lemmer, der trænger ind i åbninger.”
”The Monster”, s. 184.

Handling er der ikke meget af i Madame Nielsens udsyrede roman ”The Monster” fra 2018, så den kan kort opsummeres således: En ung europæer kommer til New York vinteren 1993. Med sig har han 150 dollar, en rygsæk og det tøj, han har på. Det eneste, vi ved om hans fortid, er, at han har været musiker og tilsyneladende medvirket til Sovjetunionens sammenbrud via sin musik. Nu har han en vag forestilling om at skulle skabe revolution i USA. Han opsøger hver dag performanceteatret The Wooster Group, hvor han drømmer om at blive den nye Willem Dafoe (eller Jesus faktisk). Og hver nat tilbringer han i en mareridtsagtig lejlighed, hvor to fuldstændig ens, blonderede mandlige tvillinger spænder ham fast i Warhols elektriske stol for at kneppe ham på skift, alt imens et tv i loftet genspiller sekvensen, hvor Robert Kennedy bliver skudt. 

54659903

Forlaget betegner romanen ”en New York-gyser”. Det mest gysende og (lam)slående ved værket er, hvor mærkværdige og egentlig intetsigende alle karakterernes interaktioner er. Alt handler om (selv)iscenesættelse. Alt mellemmenneskeligt er koreograferet ned til mindste detalje, og dialogen er fortænkt i en sådan grad, at den bliver ligegyldig. Det hele er en form for Warhol-mareridt, hvor alt er reproduktion – selv helt ind i samværet og sproget. Det kommer i høj grad til udtryk i hovedpersonens forhold til tvillingerne, hvis lejlighed og hele væren er et sært og kunstnerisk rædselskabinet. I den velourbeklædte lejlighed bliver natten rædselsvækkende ekstatisk – som et drømmende gys, hvor afsky og lyst blandes til en helt uigenkendelig masse. 

Romanen tematiserer væren og ikke-væren, kunst, (livs)filosofi, køn, sex, lidenskab, liv og død. Den menneskelige væren er og bliver ikke andet end vage ideer, performances og forestillinger, og måske er det også romanens hovedtanke, at den største revolution ville være en art menneskelig implosion. For hver dag er det, som om døden træder en lille smule nærmere. Blandt andet bliver den ene tvilling stadig mere dødeligt syg, og mod slutningen træder hovedpersonen ind i ”zonen” (se citatet). Her befinder han sig i det ultimative mørke, der giver mindelser om alt fra skærsilden, svedende fans til en koncert og et gigantisk sexorgie. Og som måske, måske-ikke forløser den menneskelige væren.