“Le Sommeil du monstre” fra 1998 (“Erindringens magt”, 1998) er første del af den såkaldte Hatzfeld-trilogi. Den er ligesom Nikopol-trilogien en science fiction-serie, der tager udgangspunkt i et af de store åbne sår i Europas historie. Denne gang gælder det Jugoslaviens blodige endeligt i begyndelsen af 1990'erne.
Handlingen udspiller sig i år 2026 i en dystopisk, “Blade Runner”-agtig verden, hvor bilerne flyver i luften og robotter til forveksling ligner mennesker. Hovedpersonen er erindringskunstneren Nike Hatzfeld, der har en unormalt stærk hukommelse. Han er bl.a. i stand til at huske helt tilbage til 18 dage efter sin fødsel i et sønderskudt hospital i det borgerkrigshærgede Sarajevo i 1993. Nike bliver hvervet af FN til at afsløre terrororganisationen Obscurantis Ordenens hemmelige hovedkvarter kaldet Ørnereden. Obscurantisterne har som formål at udslette alt, hvad der vedrører tanken, videnskaben, kulturen og erindringen, og er derfor selv yderst interesseret i vores helts særlige evne. Men han er kun en brik i et kompliceret spil, hvor vold, forræderi og kunstige dobbeltgængere gemmer sig bag hvert hjørne. Snart befinder Nike sig i en situation, hvor han ikke længere ved, hvem han kan stole på.
26456762
Det er som nævnt den jugoslaviske borgerkrig og tragedien på Balkan, der leverer baggrunden for handlingen i “Erindringens magt”. Bilal skildrer en hård og brutal verden, hvor magthaverne intet har lært af det 20. århundredes konflikter. Desværre er historien i lighed med de tidligere værker, som han selv har skrevet manuskript til, indviklet og forvirrende. Fortællingen indeholder så mange fortællelag, så mange handlingstråde og så megen tekst, at læseren uundgåeligt mister orienteringen undervejs. Desuden er Bilals tegninger så symboltunge, at de ikke ligefrem er befordrende for plottets fremdrift.
Billedsiden bobler ellers af kunstnerisk overskud og er noget af den bedste europæiske tegneseriekunst nogensinde. Med dette album er Bilal gået væk fra sin sædvanlige fotorealistiske streg til fordel for et mere maleriagtigt og abstrakt udtryk. Tegningerne er foruroligende, men de besidder en uomtvistelig skønhed, der understreger Bilals position som blændende billedmager.