Man kan sige, at der er en stor bevægelse i Kim Blæsbjergs forfatterskab fra debutens korte, skarptskårne prosastykker til de stort anlagte og vidt forgrenede romaner “Pyramiden”, ”Desertørerne I-III” og ”De bedste familier”. Debutens groteske, humoristiske, men også voldsomme minimalistiske scener, der fascinerer læseren med alt det, der synes ufortalt, kan give mindelser om en Peer Hultberg i “Requiem” eller “Byen og verden”. Trods den umiddelbare genreforskel peger Blæsbjergs romaner alligevel tilbage på debuten, idet deres fortællinger består af flere historier, der flettes sammen og således er med til at belyse hinanden gensidigt. I “Niels Bohrs kærlighed” sammenflettes to hovedspor, i “Rådhusklatreren” springes der konstant rundt i det væld af forskelligartede små og store begivenheder, der præger en families samlede historie. I ”Pyramiden” går fortællingen på langs af tre generationer af voldsmænd for at antyde en art skæbnemønster. Det element af fantastik og uhyrlighed, som præger Blæsbjergs debut, kan tydeligt genfindes i en roman som ”Rådhusklatreren”. Ligeledes kan man som en rød tråd i flere af Blæsbjergs bøger finde en underspillet ironi og en humoristisk legende attitude, der ofte kobler sig til barnets blik på verden. Der er en anderledes klar socialrealistisk attitude i såvel romantrilogien ”Desertørerne I-III” som i ”De bedste familier”. Her er ambitionen at lade læseren opleve en historisk periodes eller samtidens store linjer reflekteret i en kollektivt anlagt fortælling med familien som omdrejningspunkt. Her lever historierne i kraft af deres vekslende fortællerpositioner, de nuancerede karaktertegninger og belysningen af de komplekse familiebånd.