De siger man kan elske uden at få børn

Citat
“Kan du forestille dig, at oppe i himlen, lige ved udgangen, står kærlighedens stamtræ. Det er en slags enarmet tyveknægt du får lov at trække i umiddelbart før du tager ned til jorden. Den rummer symbolerne tro, håb og kærlighed. Alle kombinationer findes, nogle er lykkeligere end andre, det er indlysende. Jeg tror vi fik det i den rækkefølge der hedder: Tro, håb og kærlighed. Jeg troede fra begyndelsen på, at du fandtes, levede efter det, til vi fandt hinanden, håbede og tog konsekvensen. Den brik der er tilbage, leder os mod det ultimative som, hvis ikke jeg tager meget fejl, er kærlighed.”
“De siger man kan elske uden at få børn”, s. 157.

I 2003 udkom Camille Blomsts anden roman, “De siger man kan elske uden at få børn” . Her følger vi den 28-årige Bolivia, hvis ungdom og tidlige voksenliv udgør romanens handlingsforløb. Bolivia opridser som romanens jeg-fortæller ungdommens historier og erindrer i glimt ungdommens spirende erotik og møderne med kærligheden. Disse passager akkompagneres af brudstykker fra radioprogrammet Strax, hvor lytterne ringer og skriver ind til radioværten Emil Rosenkvist med deres historier – historier der som regel handler om kærlighed. Og det er netop Emil Rosenkvist, stemmen fra radioen, der bliver afsættet for konfrontationen mellem ungdom og voksenliv, der udspilles i Bolivias indre. For lige siden hun var fjorten og gennem hele sin ungdom, har stemmen fra radioen givet hende næring til drømmen om, at der bag denne stemme fandtes manden i hendes liv. Bolivia indleder således en affære med radioværten fra Strax i et forsøg på at realisere ungdommens kærlighedsfantasi: “Da jeg var fjorten, hørte jeg en dragende stemme. Øjeblikkelig slog tanken mig at det var lyden af manden i mit liv. Ham måtte jeg se. Men før jeg fik stillet min nysgerrighed, besvimede jeg. Og siden har jeg måttet nøjes med at dagdrømme om ham, og om hvordan vi skulle mødes. Nu er det sket.” (side 95-96).

24917010

Forholdet mellem radioværten og Bolivia indledes med en strøm af beskeder og kærlighedserklæringer, som Bolivia skriver til radioværten, der i sit radioprogram giver mere eller mindre subtile svar på disse kærlighedserklæringer i form af indforståetheder og nøje udvalgte pophits og lovesongs fra 80’erne og 90’erne. Affæren slutter med, at Bolivia stikker af fra et ellers velfungerende parforhold for at tage til Barcelona, hvor hun bliver gravid med radioværten. Men forsøget på at udfri den æterbårne romance er i høj grad også en flugt fra den følelse af stilstand og mæthed, af lunken hverdag og fastgroethed, og ikke mindst fra angsten for det ansvar, der lurer i voksenlivets borgerlige tosomhed. Og det ungdommelige kærlighedseventyr ender da også med at kæntre.

Det er dog ikke kun fortællingen om Bolivias kærlighedshistorie, romanen folder ud. Den giver samtidig et mere kollektivt portræt af Bolivias veninder og venner, og af de brud og møder med kærligheden, disse venner møder undervejs i overgangen mellem ungdom og voksenliv. Romanen konfronterer de forestillinger og drømme om erotik og den absolutte kærlighed, man har med sig fra ungdommen, med voksenlivets mere komplicerede og sammensatte parforhold og det store skift til rollen som mor. Romanen optegner således en udviklingshistorie, der diskuterer, hvordan man indgår det svære kompromis mellem voksenliv og ungdom. Hvordan kan man blive voksen uden at gro fast i et borgerligt og goldt parforhold, og uden at give køb på ungdommens drømme om den store, altopslugende kærlighed?