Introduktion

Anders Bodelsen er en af det danske velfærdssamfunds mest læste forfattere. Hans romaner, noveller og skuespil handler om hverdagsmennesker i ekstreme situationer. Stilen er koncentreret og klar, i slægt med den journalistik, Bodelsen hele tiden har dyrket parallelt med sit skønlitterære forfatterskab. Anders Bodelsen undersøger sine temaer, som en reporter gransker sit stof, og gennem sine værker sætter han tidens problemer på spidsen. Det, der især har interesseret ham, er, hvordan konkurrence- og forbrugersamfundet præger den enkelte og vores måde at være sammen på.

Anders Bodelsen kan skabe figurer og handlinger, som vi genkender og tror på. Med sit tekniske håndelag evner han at spille på alle tidens medier. Flere af hans populære bøger foreligger også som radiospil, tv-serier og spillefilm. Hovedlinjerne i Bodelsens litterære produktion ses i novellerne og og spændingsromanerne.