H.C. Branner når sit forfatterskabs højdepunkter med novellegenren. De to mest kendte samlinger er “Om lidt er vi borte” fra 1939 og “To minutters stilhed” fra 1944. Som flere af Branners romaner tematiserer begge samlinger psykologiske knudepunkter i erfaringsdannelsen, men det psykologiske når netop sin fineste form i novellerne.
Helt centralt står barndommens psykologi og barnets forhold til voksenverdenen. I “Om lidt er vi borte” fokuserer flere noveller på børn, der oplever smerte eller tab. Temaet er tydeligt i “De blaa Undulater”, som skildrer skilsmissebarnet Katrines følelsesmæssige forhærdning. Moderen er flyttet, ingen taler om det og Katrine er overladt til selv at håndtere sit savn. Hun projicerer sin kærlighed over på to undulater, men skiller sig af med dem, da faderen forsøger at nærme sig hende.
“To minutters stilhed” komponerer sine noveller, så de betegner væsentlige nedslag i livets forløb. Først novellerne om barndom og ungdom, hvor både tabserfaring og pubertetsmæssig opvågning skildres som identitetsskabende omdrejningspunkter. Et par noveller skildrer parforhold og ægteskab, og to kredser om dødsfald. Her skiller den mesterlige “Shagpiben” sig ud med sit portræt af en ældre kvinde, der er i chok efter sin ægtefælles død. Hans shagpibe bliver det objekt, hvorigennem hun kan erindre deres liv og acceptere hans død, der samtidig også implicerer accepten af hendes egen.
Branners noveller behandler alle tunge temaer, og faren for det patetiske ligger lige for. Men det særlige ved Branners novellekunst er, at han afholder sig fra den overtydelighed i pointerne, der ofte skurrer i hans romaner. Novellerne antyder og følger deres personers perspektiv; forhold vises frem, men forklares ikke. Det er netop via antydningen, de psykologiske problematikker bliver interessante som erfaringer, læseren må gøre sammen med personerne.