Hvirvler

Citat
“For kærligheden er tit så bagudrettet, siger hun, den vil tilbage og tilbage, man ved ikke hvor langt, og nu må hun bevæge sig for at den ikke begynder at udhule hende ligesom tankerne ved aftenens slutning, følelsen af ikke at være her og de andre ting som kroppen truer med i sin trang til stilstand. Det er kampen for at være sig selv, siger hun, ikke som den man blev gjort til, men som den man hele tiden bliver.”
Jeppe Brixvold: Titelnovellen i “Hvirvler”, side 96.

Novellesamlingen “Hvirvler” (1998), der er Jeppe Brixvolds fjerde udgivelse, handler om kærlighed. Kærlighed både i konkret forstand, om to mennesker der mødes, og i en mere abstrakt form, hvor man gennem kærligheden tør tro på en betydning, der overskrider bevægelsens flygtighed. En higen efter en højere mening – punktet midt i orkanens eller hvirvlens øje, hvor alt står stille, og hvorfra alt kan overskues. En længsel som imidlertid samtidig er utopisk og ødelæggende for parforholdet.

Samlingen består af 13 noveller, arrangeret i tre dele, spændende vidt fra minimalistisk realisme (som kendes fra “Hotellet”) til episke prosadigte (som periodevis dominerer for eksempel “Romantik”). Den første tredjedels fem noveller har med de medmenneskelige relationer at gøre: familiære og venskabelige, kollegiale og seksuelle. Som i “femkant”, hvor et dekadent københavnsk musikermiljø skitseres og mandens begær efter kvinden, her stripperen Emma, beskrives fra forskellige vinkler.

De efterfølgende fire noveller er mere beskrivende og handler omvendt om den personlige erfaring af landskaber og Verden. Hvorpå samlingen afsluttes af yderligere fire noveller, der tilsammen hylder kærlighedens på én gang flygtige og evige kraft.

Denne samling af Brixvolds tekster volder mere besvær end nogensinde i læserens forsøg på at skabe mening. De kræver tålmodighed og masser af tid. Mest uoverskuelig og fragmentarisk står “Dialog med en messinglygte”, hvor et 'jeg', et 'du' og et 'han' smelter sammen til en fortællende bevidsthed. Eller i “Rejse med Ptah”, hvor historien fortælles af Ptah, den egyptiske gud, som skabte kosmos ud af intet ved at “tale verden frem”. I denne novelle, som i flere af novellernes arkæologiske motiver, hvirvles fortidsstoffet op og markerer et skarpt skel mellem et ’før’ og et ’nu’.

Titelnovellen fremstår mest af alt som fragmenter af en roman, der ophober novellernes temaer og pointer. Her beskrives på et tidspunkt “himlens øje, evigt i bevægelse”, der antyder en form for guddommelig bevidsthed, men blot viser sig at være en satellit. Et billede på novellesamlingens overordnede begær efter at overskue verden fra utallige forskellige vinkler.