”Stormfulde Højder”

Citat
”Jeg stod op og forsøgte at lukke vinduet op. Krogen var loddet fast til sin øsken. Det havde jeg bemærket, mens jeg var vågen, men derefter havde jeg glemt det igen. ”Jeg må alligevel se at få sat en stopper for det!“ mumlede jeg og hamrede knoerne gennem glasset og rakte en arm ud for at gribe den påtrængende gren – men i stedet lukkede mine fingre sig omkring fingrene på en lille, iskold hånd!“
Emily Brontë: ”Stormfulde højder”, side 29.

Emily Brontës slægtsroman ”Stormfulde Højder” fra 1847 foregår på de to nabogårde Wuthering Heights og Thrushcross Grange, i en vild og tyndt befolket egn af Yorkshire.

Den handler om det mystiske hittebarn Heathcliff, som vokser op som andenrangs familiemedlem på gården Wuthering Heights. Han og stedsøsteren Catherine er uadskillelige, men da hun gifter sig med nabogårdens pæne søn Edgar Linton, rejser han væk. Et par år senere kommer Heathcliff hjem som fin og formuende herre for at tage sin hævn over alle dem, der har krænket ham. Langsomt, tålmodigt og præcist knuser han alle omkring sig i en af litteraturhistoriens mørkeste passager. I romanens sidste to kapitler afløses dysterheden heldigvis af en håbefuld slutning.

52136369

Fortællerpositionen i ”Stormfulde Højder“ er helt speciel. Den udefrakommende jeg-fortæller hr. Lockwood gæster Thrushcross Grange. Han møder Heathcliff og de andre beboere på Wuthering Heights, og drevet af nysgerrighed over deres aparte og usympatiske adfærd får han Ellen Dean, husets gamle tjener, til at fortælle sig historien om deres skæbner. Det meste af handlingen gengives i tilbageblik i Ellen Deans monolog til Lockwood. I romanens sidste del er han på gennemrejse i egnen et års tid senere, og beslutter sig til at kigge forbi og se, hvordan tingene har udviklet sig for beboerne på Wuthering Heights. Hr. Lockwood kan siges at udfylde den nysgerrige læsers rolle i romanen, mens Ellen Dean har den ideelle fortællerposition som betragteren, der kommenterer begivenhederne fra sidelinjen.

”Stormfulde Højder“ er en kompliceret og dyster slægtsroman om had, hævn og udødelig kærlighed, der nedarves fra den ene generation til den næste. Den er karakteriseret af en råhed, vildskab og et ublufærdigt sprog, der chokerede samtidens læsere.

Det er den mest originale og kraftfulde af Brontë-søstrenes udgivelser.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DKBøger, der minder om "Stormfulde højder"