Genrer og tematikker

Lisbeth Brun skildrer mennesker – især kvinder. I nuancerede portrætter, der rækker tilbage til barndommen, udfoldes psykologiske undersøgelser af familieliv, følelser og det moderne liv. Handlingen igangsættes ofte af et sammenbrud, der motiverer fortællingen til at gå tilbage i historien og i flash backs fremlægge sammenbruddets årsag. Romanerne er psykologisk og miljømæssigt realistiske, men der kan også snige sig et lille spøgelse ind, som fiskerkonen der går igen, eller overleverede myter som farfaren, der har drukket isbjørneblod.

Kærligheden er kvindernes største kamp i Lisbeth Bruns univers. En kamp, der sjældent ender lykkeligt, og derfor har romanerne også sjældent en happy ending. I stedet undersøger forfatteren, hvad der sker, når man går fra manden, og tit udfoldes et trøstesløst tilbageblik på meningsløst samliv.

Lisbeth Brun udnytter tydeligvis den viden og de erfaringer, hun har opnået rundt omkring i verden. Hendes romanfigurer lever eller sendes til biografisk genkendelige steder som Schweiz, Norge og Nordjylland, og man mærker, at Lisbeth Brun trækker på de miljøer, hun kender, i sine beskrivelser.

Selvom Lisbeth Brun skriver meget realistiske miljøer frem, er hun ikke bange for at indlemme en snert af overnaturlige elementer i sine romaner. Selv siger hun: ”Det er en jordisk ballast som jeg skriver ud fra – foruden at jeg ved, der er mere mellem himmel og jord.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi-dans. Information, 2006-12-21).

Sproget er ordrigt og billedskabende i hele forfatterskabet. Det fastholder læseren. Derudover skriver Brun præcise og rammende dialoger, som man uden problemer kan høre for sig. Der springes uproblematisk i tid, og det får sammen med de mundrette dialoger romanerne til at fremstå filmiske i deres udtryk. Lisbeth Brun skriver hverdagsnære og realistiske fortællinger båret af et præcist og billedrigt sprog.