Er “L’etranger” gennembrudet hos kritikerne, er “La Peste” fra 1947 (“Pesten”, 1976) Camus' folkelige gennembrud. Tre millioner franskmænd har indtil videre købt og læst den komplekse lille allegori. Titelsygdommen fremstår som en generel metafor for det onde og læses i kraft af den periode, romanen udkommer i, som et billede på nazismen.
I romanen følger man udviklingen i en lille by, Oran i Algeriet, fra den dag en død rotte annoncerer en begyndelse på en epidemi, til den dag epidemien forsvinder igen. Undervejs stilles der skarpt på byens borgere, og man ser hvordan deres karakteregenskaber og grundanskuelser udfolder sig i mødet med det onde. Lægen Rieux repræsenterer videnskabelighed og humanisme, journalisten Rambert kærlighed og præsten Paneloux katolicisme, for at nævne nogle af de mest centrale. Humanismen fremstår som det hæderlige valg. Selv Rambert ender med at sætte kampen mod pesten for mennesket over sin forlovede, som venter uden for den karantæneramte bys mure. Katolicismen fremstår som humanismens absolutte modpol: Paneloux ser pesten som det godes redskab i kampen mod det onde – borgernes livsførsel, som han ikke mener er i overensstemmelse med de hellige skrifter – og udnytter situationen til at omvende folk. En afskyelig handling på en absurd baggrund i Camus’ univers, hvor det meste af det, der er godt, ikke engang er i nærheden af en fodnote på de tavler, som Moses kom ned fra bjerget med.
29618593
Man kan ikke beskylde Camus for at have spildt tiden med at udtænke et sindrigt plot eller lave en dynamisk persontegning. Men så igen. Han er ikke ude på at underholde, og bogen virker i kraft af andre dyder: stilistisk og tematisk konsekvens. Lægen Rieux fortæller tro mod sin naturvidenskabelige baggrund, observerende, grundig, næsten omstændelig, og når den sidste side er vendt, har læseren virkelig fået en god ide om, hvad der sker, når det onde slår ned.