Titlen på Camus’ første novellesamling, “L’exil et le royaume” fra 1957 (“Eksil og kongedømme”, 1999) henviser til en generel splittelse hos hovedpersonerne mellem virkelighed og ideal. Splittelsen mellem livet som det er, har været eller kunne have været – eller kunne være.
Bødkeren Yvars i novellen “De stumme” er eksileret i alder- og sygdom, og hans arbejde er ved at forsvinde, fordi nye konserveringsmetoder sænker efterspørgslen på tønder. Når han cykler til og fra arbejde, smerter det ham at se havet og strandene omkring Algier, hvor han regerede som ung. Det er socialrealisme med en poetisk, melankolsk streng.
22499793
Titelpersonen i novellen “Den utro hustru”, Janine, er eksileret i et kærlighedsløst ægteskab, som aldrig kastede børn af sig. Under en handelsrejse med sin mand finder hun sit kongedømme i en erotisk sammensmeltning med verdensaltet på taget af et ørkenfort: “Hun så hvordan stjernerne en for en dalede ned og udsluktes blandt ørkenens sten, og hver gang det skete åbnede hun sig mere og mere for natten. Nu kunne hun trække vejret og glemme kulden, glemme tilværelsens byrde, glemme det afsindige eller størknede liv og den evige angst for at leve og for at dø. I årevis var hun flygtet for angsten og var løbet som en gal uden mål og med, nu standsede hun endelig.”
“L’exil et le royaume” viser Camus fra hans stærkeste side. Allegorikeren viger for realisten. Essayisten viger for historiefortælleren: Han viser mere, end han fortæller; hans figurer agerer mere og forklarer sig mindre. Han taler ud fra en almenmenneskelig erfaring og ikke en filosofisk strømning.