Men denne plotmæssige åbenhed og sådan set fravær af dialektisk forklaring, disse udstillinger af kærlighedens ophør og golde følelser uden hoved og hale, er også blevet kritiseret hos Carver. Ikke mindst i USA, hvor flere litterater peger på at Carvers realisme i virkeligheden er komplet tid- og historieløs. I teksterne ved vi aldrig i hvilken stat vi befinder os i, hvem der er præsident eller hvilket årstal vi skriver. Carvers middelklassemennesker er næsten uden sociale profiler. Vi ved ikke hvilke aviser de læser, hvad de politisk stemmer på, hvilken religion eller ideologi de tilhører, eller hvad de egentlig lever for. Kritikere har irriteret kaldt dem for ”nowhere people coming from somewhere”, og er der stort set ikke tale om en art postmoderne biedermeier, hvor alle ulykker kan føres tilbage til intimsfære med for mange drinks, for megen utroskab og småborgerlig tomgang mellem soveværelset og køkkenet? Kritikken er ikke uvæsentlig i et land, USA, hvor litteratur mestendels bliver betragtet som noget man kan lære af, blive klogere på eller i det mindste viser glimt af en vej frem mod en brugbar erkendelse.