Beslægtede forfatterskaber

Michael Chabon er en del af en ny yngre generation af amerikanske forfattere, som især har taget deres barndoms fascination af tegneserier, science fiction, tv-serier og film med sig ind i deres forfatterskab, ligesom historierne tit finder sted eller i hvert fald refererer til deres barndoms årti, 1970’erne. Jonathan Lethems ”The Fortress of Solitude” (2003) beskriver ligesom Chabons ”Telegraph Avenue” et venskab mellem en sort og en hvid dreng med homoerotiske undertoner og er også funderet i tegneserieverdenens fabulering og 70’ernes populærmusik.

Rick Moodys ”The Ice Storm” omhandler også både tegneserielæsning og seksuelle tabuer, herunder homoseksualitet i 1970’erne. Den kontrafaktiske science fiction-historie i ”The Yiddish Policemen’s Union” minder om Philip K. Dicks kontrafaktiske roman ”The Man in the High Castle” fra 1962 eller Philip Roths ”The Plot Against America” fra 2004, som begge beskriver et kontrafaktisk USA, hvor nazismen får overtaget. Chabons genrelitteratur minder om de store attenhundredtalsforfattere, Alexandre Dumas, Mark Twain eller Jules Verne for den sags skyld.